Muhammedtegningerne: Er dette en sag om ytringsfrihed?
Politiken 13. februar 2006
Af Henrik Zahle, professor, dr.jur., Københavns Universitet
Regeringen har gennem fire måneder holdt sig - og holder sig stadig - tilbage fra direkte at kritisere offentliggørelsen af tegningerne, med henvisning til at »vi har ytringsfrihed i Danmark«. Jyllands-Posten har også, hævder bladet, villet forsvare ytringsfriheden ved at offentliggøre tegningerne. Men hvad forstår vi egentlig ved ytringsfrihed ? Og er det ret beset primært en sag om ytringsfrihed ? Ytringsfrihed er ikke bare en juridisk reguleret frihed, men der kan alligevel være grund til at undersøge den juridiske forståelse af begrebet. Ytringsfrihed betyder retligt set en frihed til at ytre sig, uden at ytringen medfører negative sanktioner. At man frit kan ytre sig, vil derfor sige, at ens ytringer ikke kan straffes af myndighederne, medføre erstatningsansvar eller lignende. Også risikoen for privates sanktioner kan i en videre forståelse være med til at bestemme ytringsfriheden. '
Ytringsfrihed udgør rammen for ytringer i mange specielle udformninger. De forskellige former for ytringer dækkes af forskellige mere afgrænsede friheder - mediefrihed, politisk ytringsfrihed , forskningsfrihed, kunstnerisk frihed osv. Ser vi på de ytringer, der kan forekomme inden for hvert af disse felter, er det klart, at den juridiske tilgang er helt utilstrækkelig til at danne grundlag for en samfundsmæssig relevant vurdering af ytringerne. Vi står f.eks. på en kunstudstilling og ser på et maleri; én siger, at det er et dårligt arbejde - og kunstneren svarer »Vi har ytringsfrihed !«. Jamen, er det ikke et svar, der afleder debatten om selve kunstværket? Ingen har jo anfægtet kunstnerens 'frihed' til at male, som han eller hun har lyst til. Ved at henvise til ytringsfriheden, afsporer kunstneren debatten om kunstværkets indhold og taler i stedet om noget, ingen har anfægtet, nemlig den kunstneriske frihed. Eller en politiker argumenterer for et standpunkt, en anden politiker angriber det, og den første svarer »Jeg har vel ytringsfrihed !«. Også dette svar udgør en undvigelse, hvor den, der henviser til ytringsfriheden, trækker sig ud af en politisk debat.
Tegningerne er ikke blot en krænkelse af et islamisk billedforbud, men nogle af dem er også i deres budskab krænkende usandfærdige. Et billede af en skægget mand med en bombe kan vanskeligt aflæses som andet end en identifikation af Muhammed med terror, og dermed tilskriver tegneren terrorvirksomhed til enhver, der forbinder sig med Muhammed. Jyllands-Postens kulturredaktør hævder, at tegningen skal forstås således, at det kun er nogle, men ikke alle muslimer, der sammenkædes med terrorisme, men det synspunkt er der intet belæg for i tegningen.
At forsvare offentliggørelsen af denne tegning ved at henvise til ytringsfrihed , er lige så undvigende som i de forrige eksempler om kunst og politik. At redaktionen arbejder inden for ytringsfrihedens rammer, udgør ikke noget argument for at offentliggøre netop disse tegninger. Kunstneren må som politikeren og avisredaktøren argumentere for værdien af netop denne ytring i den konkrete situation.
Nogle vil måske ønske, at der i et land med ytringsfrihed ikke var andre sanktioner mod ytringer end dem, der følger af loven. Ytringsfriheden skal således udelukke enhver sanktion, når ytringen blot er lovlig. Hertil må jeg svare, at dette synspunkt rummer en urimelig og overdreven fokus på det retlige og er dybest set socialt uansvarligt. Hvis jeg og alle andre kun var forpligtet til at tage det hensyn til andre mennesker, som var udtrykt og krævet af loven, ville samfundet gå i opløsning. Al menneskeligt samvirke - omgang med f.eks. kolleger, naboer, handlende - bygger på en veludviklet og fintmasket hensyntagen til andre, ikke blot til familie og venner, men også til fremmede, som kan have særlig behov for omsorg. Denne livsnødvendige hensynskultur gælder også for ytringer: Vi kan ikke nøjes med at holde os inden for lovens grænser, men må på mange andre måder vise omhu i vores ytringsvirksomhed, og omhuen er selvsagt særlig vigtig, når ytringen udgår fra et massemedie og vedrører et følsomt politisk emne. Det er ikke høflighed, der er påkrævet, men ansvarlighed, der indebærer, at man gør sig klart, hvem ytringen vil kunne nå frem til, gør sig klart, hvilken betydning den vil kunne have for disse, og hvilken betydning det kan få for en selv at ytre sig. Ytringens indhold kan gøre det nødvendigt og forsvarligt at såre, men så må man vedgå og tage ansvaret for disse krænkelser.
Ytringsfrihed er ikke en lovens streg i sandet, hvor det bare gælder om at være på den rette side. Ytringsfriheden giver hver af os, der er så heldige at leve i samfund med ytringsfrihed , en mulighed for udfoldelse, og den udfoldelse, vi så beslutter os for, må vi svare for, dvs. vi må argumentere for den inden for det ytringsrum, den befinder sig i. Den, der ytrer sig, kan blive mødt af kritik og i værste fald fordømmelse. Den, der fordømmer, fornægter ikke ytringsfriheden, men kritiserer den konkrete ytring, og den, der kritiseres, kan ikke forsvare sig ved blot at henvise til ytringsfriheden, men må give svar inden for samme diskurs.
Regeringen er ikke i en position, der gør det meningsfuldt at undskylde en avis' lovlige ytring. Men en debattegning i en avis indgår i en offentlig debat, og intet hindrer regeringen fra at kommentere et debatindlæg, tværtimod er det dens opgave at deltage i den demokratiske debat med borgerne i det samfund, regeringen formodes at styre. En sådan kommentar kunne være en afstandtagen eller fordømmelse, som vi også har set fra andre regeringer. En politisk fordømmelse udgør ikke noget skår i ytringsfriheden. Fordømmelsen er jo netop politisk, når vi som her går ud fra, at ytringen er lovlig. Det er i denne forbindelse ikke relevant at få at vide, at statsministeren personligt ikke ville have stået for tegninger som de offentliggjorte, for tværtimod er en henvisning til, hvad »jeg personligt ikke ville have gjort« ofte en formel for, hvordan man undgår at tage stilling til det, som en anden har gjort.
Regeringens stædige 'ikke-mening' bliver let fortolket som en tilslutning til ytringens offentliggørelse og indhold. Det er dette standpunkt, der da bliver tilskrevet den 'tavse' regering.
Kernen i sagen set fra Jyllands-Postens kulturredaktørs synspunkt synes at være, at der har været en række eksempler på 'selvcensur', der har bremset tegninger af Muhammed. Jeg er enig i, at det er en vigtig journalistisk opgave at overvinde kræfter, der holder informationer og andre ytringer tilbage. Dette gælder ikke mindst, hvis det er trusler om vold og anden ulovlighed, der holder ytringen tilbage. Men samtidig må overvejes, om der - ved siden af de ulovlige barrierer - er andre hensyn, der taler mod offentliggørelse. Det er godt at overvinde ulovlige og uacceptable barrierer for offentliggørelse af ytringer - her er vi enige - men det i sig selv, at en ytring er stødt på ulovlige barrierer, gør det ikke rigtigt uden nøjere eftertanke at offentliggøre den. I den aktuelle situation har Jyllands-Posten ikke blot fremkaldt voldelige reaktioner og økonomiske sanktioner i Mellemøsten, men også krænket mange fredsommelige og tavse muslimer, og det er risikoen for det sidste, der burde have afholdt redaktøren fra at offentliggøre tegningerne, mens det nu er blevet de voldelige reaktioner og de økonomiske sanktioner, der får regeringen og chefredaktionen på banen.
Med en omskrivning af en tekst fra Villy Sørensen: at vi har ret til at ytre os, betyder ikke, at vi har ret. Det er hverken i strid med demokrati eller menneskerettigheder at fastholde, at Jyllands-Posten havde (juridisk) frihed til at offentliggøre disse tegninger, men (politisk eller moralsk) burde have undladt at gøre det. Det er krænkelsen af i første omgang danske muslimer, siden alverdens muslimer, der er og fra starten var sagens problem. At gøre sagen til et spørgsmål om ytringsfrihed er at tale uden om dette problem.
PDF VERSION
