Sidste danske Prædikener
AF KAJ MUNK
Nyt Nordisk Forlag
Arnold Busck
Kjøbenhavn 1946
AF KAJ MUNK
Nyt Nordisk Forlag
Arnold Busck
Kjøbenhavn 1946
UDDRAG
TOOGTYVENDE SØNDAG EFTER TRINITATIS.
Til Helligaandskirken i København 1943
Derfor er det først og fremmest Daad, han har kaldet os til, da han gjorde os til sine Disciple. At være kristen er det stikmodsatte af at være passiv. Der er nemlig to Maader, man kan gavne Guds Fjende paa – og jeg ved ikke, hvilken af dem der er den farligste. Den ene er at være aktiv til det onde, den anden er at være passiv i det gode.
Nogle tror, at det at være kristen er Kirkegang og Bøn, Salmesang og Bibellæsning. Det har ikke Spor med Kristendom at gøre – ikke mere end at købe Skosværte har med en Støvlepudser at gøre. Bøn og Bibel, det er vort Arsenal. Der henter vi Kræfter og Indsigt til vor Kamp for Gudsriget på Jorden.
Mennesker kan bilde sig ind, at Kristendom er at være et frelst Menneske. Det har ikke Spor med Kristendom at gøre. Hvilke velbehagelige Følelser man kan naa til angaaende sig selv og Forholdet til det hinsides, er Kristus helt uinteresseret i. Det han spørger efter, er: Duer du til Kampfælle? At være kristen er at være i en Tilstand af evig Konflikt. Konflikt med Gud, med sig selv, med Verden. Min egen Lyst er ikke længere min Diktator. Jeg har faaet højere Guder end mig selv. Og det, der sker i Verden, er ikke mig ligegyldigt. Jeg kan ikke lukke mig inde i en Kirke eller et Missionshus som i et beskyttelsesrum: ”Lad nu Syndens Bomber drysse udenfor! Jeg har det godt med Gud herinde.” Da vil Jesus sige til os paa Dommedag: ”Ikke hver den som siger ”Herre, Herre!”, skal indgaa i Himmeriget, men den, der gør Guds vilje. - Du lade og onde Tjener, som vidste, at jeg sanker, hvor jeg ikke spredte, hvad har du gjort med det Talent, jeg betroede dig?”
”Der maa ikke tales Politik i Kirken,” siger Djævelen. Han siger det med Kejserens Mæle, for Kejseren er interesseret i, at Præsterne tier stille til hans Uhumskheder. Og han siger det med de fromme Kristnes Mæle; for de fromme Kristne har bildt sig ind, at Kristendommen ikke har med andet at gøre end dem og Gud – og uden for ligger Verden.
Djævelen lyver, som det er hans Skik.
”Jamen, Politik hører vi om i Radio og læser vi om i Avisen.” Ja – men paa hvilke Maader! I Kirken skal vi høre om Politik, stillet i Forhold til Guds Vilje.
”Dit Rige komme,” bad Faderen.
Hvis Kejseren er en god Mand, hvis Staten er en sand kristelig Stat, der arbejder for Guds Riges Virkeliggørelse, da velsigner Kirken dem. Men støder Gud og Kejseren sammen, da ve den Kirke, som er utro og tier og ved sin Tavshed giver Kejseren Ret.
Og den maa ikke heller nøjes med at protestere i al Almindelighed. Den maa nævne Tingen ved sit rette Navn.
Og det er bedre at tage fejl ved at tale end at tage fejl ved at tie.
Side 26-29
-
Der er et andet Omraade, hvor Kirken uden at trættes maa holde Folket Kravet for Øje. Vort danske Fædreland ser den danske kristne Menighed paa som en dyrebar Guds gave. Ogsaa der gælder det, at enhver Guds gave tillige er en Opgave; hans Naade er en Sæd, der skal bære Frugt. Vi kan ikke nøjes med at elske vort Fædreland med en Stemmeseddel, lidt Alsang og lidt Ewald-Fester. Vi kalder os Demokrater, men alt for mange gaar utvungne ind med deres Arbejde og Evner for de stikmodsatte Ideers Sejr. Halte kan ej Kærligheden. Guds Forbandelse over den, der vil tjene to Herrer og bære Kappen på begge Skuldre.
Side 30
-
Men det er ikke nok. Det er ikke Danmark, vi skal sætte Livet ind for, det er det kristne Danmark,
d. v. s. det er det Guds Rige paa Jorden, hvoraf det kristne Danmark er en Provins – hvor Sproget er Sandhed, Loven er Retfærdighed, og Omgangsformen mellem Folkene Barmhjertighed.
Side 34
-
Vi har glemt at bede i vor Tid. Elektricitetens Kræfter har vi lært at udnytte og haft saa travlt med, at vi derover glemte Aandens. Nu er der faa iblandt os, der har Ro og Enfold nok til at forstaa at udnytte denne den vældigste af alle Jordens Kraftkilder. Men maatte de hænge i og holde ud, saa vi andre faar lært det igen, og der ogsaa hos os bliver en Menighed af Bøn og Tjenersind og Offervilje og Kamplyst. Saa skal Danmark faa sin Plads ikke blot med Ære ved Fredsforhandlingsbordet, men midt i Arbejdet den lyse Dag, vi beder Gud snart lade gry over Verden.
Side 35
-
ANDEN SØNDAG I ADVENT
I Domkirken i København 1943
Thi at tie over Synden er at tale Djævelens Sprog. Naar Kristus tordnede mod de Rige, naar han hudflettede Farisæerne, var han jo inde paa økonomiske og juridiske Gebeter. Naar de Kristne nægtede at ofre til Kejserens Billede, var de ude i aabent Oprør. Gud naade os, om vi ikke forstaar, at just det er Kirken til: i hvert givent Øjeblik at aktualisere Evigheden.
Når der her i Landet rejses en Forfølgelse mod en særlig Gruppe af vore Landsmænd bare for deres Afstamnings skyld, er det kristeligt ret af Kirken at raabe: Dette er stridende mod Grundloven i Kristi Rige, den, der hedder Barmhjertighed, og det er afskyeligt for frie nordiske Sind. Og kirken maa gaa videre uden at lade sig trætte: sker det engang til, da vil vi med Guds Hjælp prøve at rejse Folket til Oprør. Thi et Kristent Folk, der sidder daadløst hen, naar dets Idealer trampes under Fode, slipper Forraadnelsens Kræft ind i sit Sind, og Guds Vrede sænker sig over det.
Side 50-51
-
NYTAARSDAG
I Vedersø Kirke 1944
Jeg staar ikke her for at prædike Had mod nogen. Det er mig plat umuligt. Ikke engang Adolf Hitler hader jeg. Jeg ved, hvad Rædsel og Elendighed verden er kastet ud i; jeg ved, hvad Forsmædelse mit eget Land har maattet opleve. Jeg ved, at jeg nu i Maaneder ikke har lagt mig til Ro nogen Aften uden at tænke: ”Kommer de efter dig i Nat?” Og den tanke er ikke morsom for en, der elsker Livet, har nok at gøre i sin Gerning og er glad for sin Kone og sine Børn. Og dog kan jeg ikke hade. For Mennesker er saa mange Slags og besættes af alle Slags Aander, og Frelseren har lært os Bønnen: Forlad dem, thi de vide ikke , hvad de gøre.
Det bliver aldrig kristen Gerning at stille sig til Raadighed for Uretten, enten det saa sker af Fejhed, Griskhed eller tossegod Føjelighed.
Side 60-61
-
Vi ved godt, at Jesus og hans tapre Apostle lod sig ikke forskrække af sligt. De gik i Døden heller end at lade sig skræmme til at gøre, hvad der stred mod deres Samvittighed. Det kunde vi ogsaa. Men vi er Smaafolk. Og maaske bør vi ogsaa der haabe paa, at Gud sætter Kikkerkerten for det blinde Øje. Men naar danske Mænd uden bydende Behov og af egen fri Drift og Valg fraraader deres Fæderland og Kristendom af raadent Pengebegær, saa skal de ogsaa her fra Kirken have at vide, at den rigdom, de paa den Maade tiltusker sig, er Judaspenge og skal blive dem til Fordærv.
I Sagen Ret og Uret skal man aldrig spørge, om det betaler sig, for det er Djævelens Interesse.
Side 64-65
-
PDF VERSION
Til Helligaandskirken i København 1943
Derfor er det først og fremmest Daad, han har kaldet os til, da han gjorde os til sine Disciple. At være kristen er det stikmodsatte af at være passiv. Der er nemlig to Maader, man kan gavne Guds Fjende paa – og jeg ved ikke, hvilken af dem der er den farligste. Den ene er at være aktiv til det onde, den anden er at være passiv i det gode.
Nogle tror, at det at være kristen er Kirkegang og Bøn, Salmesang og Bibellæsning. Det har ikke Spor med Kristendom at gøre – ikke mere end at købe Skosværte har med en Støvlepudser at gøre. Bøn og Bibel, det er vort Arsenal. Der henter vi Kræfter og Indsigt til vor Kamp for Gudsriget på Jorden.
Mennesker kan bilde sig ind, at Kristendom er at være et frelst Menneske. Det har ikke Spor med Kristendom at gøre. Hvilke velbehagelige Følelser man kan naa til angaaende sig selv og Forholdet til det hinsides, er Kristus helt uinteresseret i. Det han spørger efter, er: Duer du til Kampfælle? At være kristen er at være i en Tilstand af evig Konflikt. Konflikt med Gud, med sig selv, med Verden. Min egen Lyst er ikke længere min Diktator. Jeg har faaet højere Guder end mig selv. Og det, der sker i Verden, er ikke mig ligegyldigt. Jeg kan ikke lukke mig inde i en Kirke eller et Missionshus som i et beskyttelsesrum: ”Lad nu Syndens Bomber drysse udenfor! Jeg har det godt med Gud herinde.” Da vil Jesus sige til os paa Dommedag: ”Ikke hver den som siger ”Herre, Herre!”, skal indgaa i Himmeriget, men den, der gør Guds vilje. - Du lade og onde Tjener, som vidste, at jeg sanker, hvor jeg ikke spredte, hvad har du gjort med det Talent, jeg betroede dig?”
”Der maa ikke tales Politik i Kirken,” siger Djævelen. Han siger det med Kejserens Mæle, for Kejseren er interesseret i, at Præsterne tier stille til hans Uhumskheder. Og han siger det med de fromme Kristnes Mæle; for de fromme Kristne har bildt sig ind, at Kristendommen ikke har med andet at gøre end dem og Gud – og uden for ligger Verden.
Djævelen lyver, som det er hans Skik.
”Jamen, Politik hører vi om i Radio og læser vi om i Avisen.” Ja – men paa hvilke Maader! I Kirken skal vi høre om Politik, stillet i Forhold til Guds Vilje.
”Dit Rige komme,” bad Faderen.
Hvis Kejseren er en god Mand, hvis Staten er en sand kristelig Stat, der arbejder for Guds Riges Virkeliggørelse, da velsigner Kirken dem. Men støder Gud og Kejseren sammen, da ve den Kirke, som er utro og tier og ved sin Tavshed giver Kejseren Ret.
Og den maa ikke heller nøjes med at protestere i al Almindelighed. Den maa nævne Tingen ved sit rette Navn.
Og det er bedre at tage fejl ved at tale end at tage fejl ved at tie.
Side 26-29
-
Der er et andet Omraade, hvor Kirken uden at trættes maa holde Folket Kravet for Øje. Vort danske Fædreland ser den danske kristne Menighed paa som en dyrebar Guds gave. Ogsaa der gælder det, at enhver Guds gave tillige er en Opgave; hans Naade er en Sæd, der skal bære Frugt. Vi kan ikke nøjes med at elske vort Fædreland med en Stemmeseddel, lidt Alsang og lidt Ewald-Fester. Vi kalder os Demokrater, men alt for mange gaar utvungne ind med deres Arbejde og Evner for de stikmodsatte Ideers Sejr. Halte kan ej Kærligheden. Guds Forbandelse over den, der vil tjene to Herrer og bære Kappen på begge Skuldre.
Side 30
-
Men det er ikke nok. Det er ikke Danmark, vi skal sætte Livet ind for, det er det kristne Danmark,
d. v. s. det er det Guds Rige paa Jorden, hvoraf det kristne Danmark er en Provins – hvor Sproget er Sandhed, Loven er Retfærdighed, og Omgangsformen mellem Folkene Barmhjertighed.
Side 34
-
Vi har glemt at bede i vor Tid. Elektricitetens Kræfter har vi lært at udnytte og haft saa travlt med, at vi derover glemte Aandens. Nu er der faa iblandt os, der har Ro og Enfold nok til at forstaa at udnytte denne den vældigste af alle Jordens Kraftkilder. Men maatte de hænge i og holde ud, saa vi andre faar lært det igen, og der ogsaa hos os bliver en Menighed af Bøn og Tjenersind og Offervilje og Kamplyst. Saa skal Danmark faa sin Plads ikke blot med Ære ved Fredsforhandlingsbordet, men midt i Arbejdet den lyse Dag, vi beder Gud snart lade gry over Verden.
Side 35
-
ANDEN SØNDAG I ADVENT
I Domkirken i København 1943
Thi at tie over Synden er at tale Djævelens Sprog. Naar Kristus tordnede mod de Rige, naar han hudflettede Farisæerne, var han jo inde paa økonomiske og juridiske Gebeter. Naar de Kristne nægtede at ofre til Kejserens Billede, var de ude i aabent Oprør. Gud naade os, om vi ikke forstaar, at just det er Kirken til: i hvert givent Øjeblik at aktualisere Evigheden.
Når der her i Landet rejses en Forfølgelse mod en særlig Gruppe af vore Landsmænd bare for deres Afstamnings skyld, er det kristeligt ret af Kirken at raabe: Dette er stridende mod Grundloven i Kristi Rige, den, der hedder Barmhjertighed, og det er afskyeligt for frie nordiske Sind. Og kirken maa gaa videre uden at lade sig trætte: sker det engang til, da vil vi med Guds Hjælp prøve at rejse Folket til Oprør. Thi et Kristent Folk, der sidder daadløst hen, naar dets Idealer trampes under Fode, slipper Forraadnelsens Kræft ind i sit Sind, og Guds Vrede sænker sig over det.
Side 50-51
-
NYTAARSDAG
I Vedersø Kirke 1944
Jeg staar ikke her for at prædike Had mod nogen. Det er mig plat umuligt. Ikke engang Adolf Hitler hader jeg. Jeg ved, hvad Rædsel og Elendighed verden er kastet ud i; jeg ved, hvad Forsmædelse mit eget Land har maattet opleve. Jeg ved, at jeg nu i Maaneder ikke har lagt mig til Ro nogen Aften uden at tænke: ”Kommer de efter dig i Nat?” Og den tanke er ikke morsom for en, der elsker Livet, har nok at gøre i sin Gerning og er glad for sin Kone og sine Børn. Og dog kan jeg ikke hade. For Mennesker er saa mange Slags og besættes af alle Slags Aander, og Frelseren har lært os Bønnen: Forlad dem, thi de vide ikke , hvad de gøre.
Det bliver aldrig kristen Gerning at stille sig til Raadighed for Uretten, enten det saa sker af Fejhed, Griskhed eller tossegod Føjelighed.
Side 60-61
-
Vi ved godt, at Jesus og hans tapre Apostle lod sig ikke forskrække af sligt. De gik i Døden heller end at lade sig skræmme til at gøre, hvad der stred mod deres Samvittighed. Det kunde vi ogsaa. Men vi er Smaafolk. Og maaske bør vi ogsaa der haabe paa, at Gud sætter Kikkerkerten for det blinde Øje. Men naar danske Mænd uden bydende Behov og af egen fri Drift og Valg fraraader deres Fæderland og Kristendom af raadent Pengebegær, saa skal de ogsaa her fra Kirken have at vide, at den rigdom, de paa den Maade tiltusker sig, er Judaspenge og skal blive dem til Fordærv.
I Sagen Ret og Uret skal man aldrig spørge, om det betaler sig, for det er Djævelens Interesse.
Side 64-65
-
PDF VERSION
