Kritikkens landskab
Udarbejdet af Poyan Taherloo – April 2007
Kritik består i den menneskelige aktivitet at fælde domme, som er begrundet med henvisning til en eller flere standarder. Kritik sættes ofte i forbindelse med det Moderne eller Oplysningstiden, hvor mennesket sætter standarder, uden at være underlagt de traditionelle autoriteter. Denne menneskelige frigørelsesproces, også betinget af fornuftens historiske udvikling samt etableringen af en videns autonomi og autoritet, nødvendiggøre kritik, idet mennesket definerer betingelserne for legitime begrundelser, for at bestemme hvad der kan vides, hvad der kan gøres og hvad der kan håbes på. (Foucault, s. 28)
Kritik af samfundsforhold der overordnet kan betegnes som social kritik, kan inddeles i henhold til forskellige idealtypiske kritikformer. Det er muligt at skelne mellem disse kritikformer, idet de henviser til forskellige standarder i begrundelsen for deres kritik. Der skelnes mellem 6 idealtypiske former for kritik: Den teknokratisk-scientistiske kritik, den pragmatiske kritik, kritik af reelle modsætninger, den immanente kritik, kritik som udpegning af sociale patologier samt den moralskfilosofisk begrundede kritik (Kompendium, s. 1 ff.). I det følgende redegøres nærmere for kritik som udpegning af sociale patologier, med udgangspunkt i Axel Honneth, samt en moralfilosofisk begrundet kritik, med udgangspunkt i Nancy Fraser. Disse kritikformer og deres samfundsmæssige funktion og betydning diskuteres efterfølgende, med inddragelse af Reinar Forsts retfærdighedsteori, der kan karakteriseres som grundlag for en moralfilosofisk kritik.
Inden for kritik som udpegning af sociale patologier består opgaven i at identificere de udviklingstendenser i samfundet, der kan bedømmes som fejludviklinger eller tilmed som sociale patologier, med eller uden direkte henvisning til standarder. Det er således opgaven for denne kritik, at diagnosticere sådanne patologier og anvise en passende kur. (Kompendium, s. 1)
I et forsøg på at præcisere socialfilosofiens opgave i ”Pathologies of the social: The past and present of social philosophy”, peger Axel Honneth på at disciplinen afhænger af dets muligheder for, på en overbevisende måde, at begrunde etiske domme vedrørende nødvendige forudsætninger for menneskets liv (Honneth, s. 393).
Hvis disciplinen vil kritisere de udviklingsprocesser der kan karakteriseres som fejludviklinger eller syge, er det således afgørende hvilke standarder der formuleres til bedømmelses af disse udviklingsprocesser, og dermed hvilke udviklingsprocesser der bedømmes som sunde. Forudsætningen for at bedømme noget som forkert eller sygt, er med andre ord en troværdig definition af hvad der er rigtigt eller raskt. (Honneth, s. 387)
Med udgangspunkt i et studie af samtidsdiagnoser udarbejdet af filosofer og sociologer som blandt andre Rousseau samt Hobbes over Hegel, Marx, Horkheimer, Adorno, Arendt og Foucault, udleder Honneth at fælles for disse er at de på hver sin måde grundlæggende er overbevist om at et socialt virke der udgør helt grundlæggende forudsætninger for menneskeligt liv, er truet af en accelererende udvidelse af industrialiseringen (Honneth, s.391).
Honneth peger på Rousseaus samtidsdiagnose, af det sociale liv som fremmedgjort i forhold til menneskets oprindelige eksistens, som første gang at sociale livsformer, foruden deres politisk moralske legitimitet, undersøges med hensyn til de strukturelle betingelser disse påfører et mål om menneskelig selvrealisering (Honneth, s. 375).
Fra Simmel, Tönnis og Weber til Dürkheim peger Honneth på, at de alle var bekymrede for den historiske proces der sammen men etableringen af en ny økonomisk orden i deres samtid, havde udmøntet sig i en moralsk udpining af det sociale liv (Honneth, s. 381).
Hos Marx kommer det til udtryk ved, at han forsøger at identificere de forudsætninger for kapitalismen som fører til en social fremmedgørelse. Det handler om forudsætninger for kapitalismen, der udgør en strukturel barriere for en proces med menneskets selv-bestemte arbejde, som Marx mener er en betingelse for menneskets selvrealisering (Honneth, s. 377).
Hos Arendt kommer det til udtryk i hendes tese om, at den fremskridende industrialisering betyder at den tekniske form for aktivitet i produktion og arbejde opnår en social dominans, der er så magtfuld at det truer med fuldstændig at undertrykke den frihedsskabende praksis i offentlig diskussion og kommunikation (Honneth, s. 384).
På baggrund af dette studie af diagnoser, hvoraf nogle er nævnt ovenfor, formulerer Honneth en definition af det normale eller raske som skal udgøre standarden for bedømmelse af sociale patologier. Ifølge Honneth er det muligt at bedømme om samfundet bevæger sig i den rigtige retning ved, at vurdere hvor vidt samfundet sikrer flere og flere mulighedsbetingelser for menneskelig selvrealisering, som han også formulere således:
”In this way ethical representation of social normality, which is derived from the conditions of possibility of self-realization, represents the scale from which social pathologies are measured.” (Honneth, s. 388)
“In sum, we can say that the determination of social pathologies in social philosophy always proceeds with a view to the social conditions that can promote the individual’s self-realization.” (Honneth, s. 390)
Dette må sikres ved at etablere en svag formalistisk antropologi, der kan fungerer som den metodiske strategi for begrundelsen af kritikken. Dels må denne være så abstrakt, at den ikke kan beskyldes for at repræsentere bestemte fortolkninger af det gode liv, og dels må den være mere konkret end kantiansk henvisning til menneskets individuelle autonomi. Der er tale om en svag formalistisk antropologi, idet teorien ikke formulerer hvordan det gode liv konkret skal leves, men blot formulerer de mest grundlæggende forudsætninger for menneskelig selvrealisering (Honneth, s. 394; Juul, s. 6)
Inden for kritik som en moralsk filosofisk begrundet kritik, fældes der domme med eksplicit reference til normative standarder, med udgangspunkt i en deontologisk, teleologisk eller en ontologisk etik (Kompendium, s. 1). Det er kritikken opgave at fælde domme over for eksempel uretfærdige forhold på baggrund af en henvisning til normative standarder for retfærdighed.
Et eksempel på normative standarder der anvendes i en kritik af samfundsforhold, der derudfra kan bedømmes, er en retfærdighedsteori formuleret af Nancy Fraser. Frasers teori er en deontologisk retfærdighedsteori, der forener et krav om socioøkonomisk omfordeling med et krav om kulturel anerkendelse og politisk repræsentation. I sin retfærdighedsteori afviser Fraser således at en teori ikke kan omfatte standarder for såvel anerkendelse som omfordeling, hvilket hun betegner som en falsk antitese (Fraser, s. 9 ff.).
I sin argumentation peger Fraser for eksempel på grupper, som kan være udsat for såvel manglende anerkendelse som manglende tildeling af økonomiske midler, hvor ingen af disse forhold er direkte afledt af hinanden, hvorfor en endimensional retfærdighedsteori, der er orienteret omkring enten anerkendelse eller omfordeling, ikke er i stand til helt at omfatte disse gruppers situation. Det kan blandt andet være grupper med bestemt køn, race, eller seksualitet, men Fraser argumenter for at der altid vil være såvel anerkendelsesaspekter som omfordelingsaspekter i forhold til enhver gruppe, man at vægten vil være placeret forskelligt alt efter udgangspunktet for uretfærdigheden mod en given gruppe. (Fraser, s. 25 ff.)
Fraser formulere en retfærdighedsteori hvor den normative kerne er et koncept som kaldes ”Parity of participation”. Ifølge denne norm forudsætter retfærdighed sociale indretninger, der tillader alle samfundet medlemmer at virke med hinanden som lige. For at Parity of participation skal være muligt er der mindst to betingelser der skal være opfyldt, som Fraser kalder Objektiv betingelse og Intersubjektiv betingelse. I henhold til Objektiv betingelse skal fordelingen af materielle ressourcer være indrettet så medlemmernes uafhængighed sikres. Ifølge Intersubjektiv betingelse skal institutionaliserede forhold omkring kulturelle værdier udtrykke lige respekt for alle medlemmer, og sikre lige muligheder for at opnå social anerkendelse. (Fraser, s. 36)
Således omfatter Frasers retfærdighedsteori, formuleret omkring Parity of participation, såvel anerkendelse som omfordeling, uden at de reduceres til hinanden, og Fraser betegner derfor teorien som todimensional (Fraser, s. 37).
Parity of participation danner således grundlaget for bedømmelse af uretfærdighed, hvad enten det handler om anerkendelse eller omfordeling, idet krav på sociale ændringer i samfundet bedømmes med reference til om de fremmer Parity of participation. I forhold til omfordeling skal økonomiske reformer retfærdiggøres med, at de tilvejebringer betingelser, der kan sikre fuld deltagelse for nogen som er afskåret fra denne, samtidig med at det ikke udmønter sig i nye eller forværrede uligheder på andre områder, der ikke kan retfærdiggøres.
I forhold til anerkendelse skal ændringer i de sociokulturelle institutioner retfærdiggøres med at de tilgodeser betingelser der sikre den Intersubjektive betingelse, mens det ikke resulterer i skabelse eller forværring af uretfærdige uligheder på andre områder. Således udgør Parity of participation grundlaget for bedømmelse af uretfærdighed samt krav om sociale eller økonomiske reformer i henhold til uretfærdighed. (Fraser, s. 39)
Kritik som udpegning af sociale patologier, som beskrevet med udgangspunkt i Honneth, med reference til det normale som omfanget af mulighedsbetingelser for menneskets selvrealisering, har den funktion at udpege barriere for det gode liv og anvise tiltag hvormed de kan overkommes. Med fokus på et etisk spørgsmål om betingelserne for det gode liv, som mulighedsbetingelser for selvrealisering, er Honneth blevet kritiseret for ikke at have øje for et moralsk spørgsmål om social retfærdighed. Ifølge Fraser kan det fra Honneths anerkendelsesteori udledes, at alle krav på anerkendelse skal imødekommes, mens det står uvist hvordan konkrete anerkendelseskrav skal bedømmes. Ifølge Fraser må krav på sociale reformer, vedrørende anerkendelse og omfordeling, som nævnt kunne bedømmes med reference til en eksisterende moralsk uretfærdighed. I diskussionen med Honneth sætter Fraser idealet om retfærdighed højere end idealet om selvrealisering, og gør altså anerkendelsesaspektet til blot en dimension omfattet af en todimensional retfærdighedsteori. (Juul, s. 11)
Honneth kritiserer Frasers retfærdighedsteori for at være uden et etisk grundlag og for at indtage en utydelig position mellem etiske og deontologiske forståelser for retfærdighed. Ifølge Honneth mangler Fraser således en etisk begrundelse for idealet om Parity of participation, som samtidig er for substantielt til at kunne karakteriseres som deontologisk princip.
Honneth kritiserer desuden Frasers sondring mellem krav om anerkendelse og omfordeling, idet han mener at de bunder i samme rationale. Ifølge Honneth opstår begge disse krav som reaktion på gruppers oplevelse af krænkelse, der resulterer i en kamp for sociale rettigheder og anerkendelse.
I forhold til bedømmelse af konkrete krav på anerkendelse mener Honneth at det som udgangspunkt er krav der bidrager positivt til udviklingen af sociale anerkendelsesforhold, der kan betragtes som normativt begrundede. (Juul, s. 12)
Men dette grundlag som Honneth formulerer for bedømmelse af anerkendelseskrav virker meget abstrakt og utilstrækkeligt, hvorfor hans anerkendelsesteori med fokus på det gode liv mangler at forholde sig til hvordan anerkendelsesbetingelser kan fordeles på en retfærdig måde.
I forhold til kritikkens funktion og betydning er det således et spørgsmål om hvad der er fokus, udgangspunkt eller kernen i de standarder der udgør grundlaget for begrundelsen for en bedømmelse. Skal det være et etisk anlæggende om betingelser for det gode liv, der er centralt, eller skal det være et moralsk anlæggende om det rette, og hvilken relation er der mellem disse forhold.
Med udgangspunkt i analysen af kontroversen mellem ”kontekst-glemsomme” liberalister og ”kontekst-besatte” kommunitarister, formulerer Forst en retfærdighedsteori, der omfatter både det gode og det rette, idet teorien forbinder anerkendelse af etiske identiteter, med anerkendelse af individuelle rettigheder, demokratiske procedure og universelle moralprincipper. (Juul, s. 12)
Blandet andet gennem en analyse af forholdet mellem etik og ret, viser Forst at etiske værdier og universelle normer er udtryk for forskellige løsninger på forskellige spørgsmål, der er forbundet med forskellige kriterier for validitet (Forst, s. 28).
Forst udtrykker det blandt andet også således:
”To recognize a person an as equal bearer of rights is one thing; it is quite another to recognize this person who he or she is in all his or her attributes.”
(Forst, s. 27)
(Forst, s. 27)
Således differentierer Forst mellem fire normative kontekster som mennesket indgår i, der er forbundet men ikke kan reduceres til hinanden. Det er mennesket som etisk person, juridisk person, borger og moralsk person. I den forbindelse er et retfærdigt samfund et sted hvor personers etiske identitet er anerkendt og retsligt beskyttet, gennem politisk og autonomt foreslåede love i et politisk fællesskab af bestående fuldt ud medlemmer, og hvor loven besidder en moralsk kerne der respekterer personers moralske integritet (Forst, s. 230 ff.).
Med hensyn til de situationer hvor etiske, retslige, politiske og moralske normer kommer i konflikt med hinanden, må svaret findes i praktiske diskurser mellem ansvarlige borgere, og dermed sætter Forst i sidste instans sin lid til den praktiske fornuft eller dømmekraft (Juul, s. 14).
Forsts teori omfatter således både det etiske spørgsmål om det gode liv samt det moralske spørgsmål om det rette, mens teorien integrerer disse med spørgsmål om individuelle juridiske og politiske rettigheder, samtidig med at der formuleres kriterier for validitet i begrundelse samt et intersubjektivt perspektiv på kontekster af individ og samfund (Forst, s. 274).
I lyset af Forsts teori synes det vanskeligt at se hvordan en normativ samfundsvidenskabelig teori, som standard for begrundelse af kritik, kan vurderes som tilstrækkelig, hvis den alene beskæftiger sig med enten det gode eller det rette.
Litteratur
Forst, Reinar: “Context of Justice – Political philosophy beyond Liberalism and Communitarianism”, University of California Press.
Foucault, Michael: “What Is Enlightment?”, i Raibinow, P. (red.): “The Foucault Reader”, London: Penguin Press.
Fraser, Nancy og Honneth, Axel: “Redistribution or Recognition? - A Political-Philosophical Exchange”, Oversat af Golb, Joel; Ingram, James og Wilke, Christiane, London: Verso.
Honneth, Axel: “Pathologies of the social: The past and present of social philosophy” I Rasmussen, David: “Handbook in Critical theory”.
Juul, Søren: “Solidaritet, anerkendelse og retfærdighed – en syntese mellem tre moralfilosofiske begreber (manus) i Kompendium 2007.
Kompendium til Projekt- og afløsningsseminar: Kritikkens landskab, Roskilde Universitet, Forårssemester 2007, Kursusansvarlig: Stormhøj, Christel.
PDF VERSION