torsdag den 1. september 2016
tirsdag den 2. august 2016
INTRODUKTION
MODERNITET OG RATIONALITET
INTRODUKTION
INTRODUKTION
I det følgende er samlet en række tekster, som præsenterer et udsnit af rationaler, der er udkrystalliseret i tiden frem til og med det moderne.
Det er tale om en række almene parametre, referencer, teorier, normer, værdier, perspektiver, overbevisninger, orienteringer, forklaringer, logikker, typologier, paradigmer, diskurser, moraler, slutninger, udgangspunkter, definitioner, kategoriseringer, tilgange, ligninger, ræssonementer, rationaler, meninger, årsagssammenhænge, kulturer, systemer, mønstre, udviklinger, verdensbilleder, indretninger, forståelser, udtryk, kommunikationer, virkeligheder, diagnoser, målestokke, eller hypoteser.
For så vidt er det en introduktion til et udsnit af menneskelige erfaringer gennem tiden.
Mens nogle tekster har en eksplicit forbindelse til religion og Gud, er andre tekster baseret eksplicit på menneskelige erfaringer uafhængig af denne forbindelse.
Samfundsfag
Teksterne skal danne grundlag for reflektion og diskussion omkring rationalerne, deres fremstilling i teksterne samt andre tilgange til disse parametre.
onsdag den 13. april 2016
TEORIEN OM DEN KOMMUNIKATIVE HANDLEN - 1981
TEORIEN OM DEN KOMMUNIKATIVE HANDLEN
Jürgen Habermas
Redegørelse udarbejdet af Poyan Taherloo
PDF VERSION
PDF VERSION KORT UDDRAG
-
Menneskerettigheder i System og Livsverden
Specialeprojekt
https://drive.google.com/file/d/1LLy1x-5ScpFm_FPmHam4ssliy8CJ5pTb/view
-
Jürgen Habermas
Redegørelse udarbejdet af Poyan Taherloo
PDF VERSION
PDF VERSION KORT UDDRAG
-
Menneskerettigheder i System og Livsverden
Specialeprojekt
Roskilde Universitet
2008
Udarbejdet af Poyan Taherloohttps://drive.google.com/file/d/1LLy1x-5ScpFm_FPmHam4ssliy8CJ5pTb/view
-
fredag den 15. januar 2016
I GUDS BISMER - 1946
I GUDS BISMER
UDDRAG
Sidste danske Prædikener
AF KAJ MUNK
Nyt Nordisk Forlag
Arnold Busck
Kjøbenhavn 1946
AF KAJ MUNK
Nyt Nordisk Forlag
Arnold Busck
Kjøbenhavn 1946
UDDRAG
TOOGTYVENDE SØNDAG EFTER TRINITATIS.
Til Helligaandskirken i København 1943
Derfor er det først og fremmest Daad, han har kaldet os til, da han gjorde os til sine Disciple. At være kristen er det stikmodsatte af at være passiv. Der er nemlig to Maader, man kan gavne Guds Fjende paa – og jeg ved ikke, hvilken af dem der er den farligste. Den ene er at være aktiv til det onde, den anden er at være passiv i det gode.
Nogle tror, at det at være kristen er Kirkegang og Bøn, Salmesang og Bibellæsning. Det har ikke Spor med Kristendom at gøre – ikke mere end at købe Skosværte har med en Støvlepudser at gøre. Bøn og Bibel, det er vort Arsenal. Der henter vi Kræfter og Indsigt til vor Kamp for Gudsriget på Jorden.
Mennesker kan bilde sig ind, at Kristendom er at være et frelst Menneske. Det har ikke Spor med Kristendom at gøre. Hvilke velbehagelige Følelser man kan naa til angaaende sig selv og Forholdet til det hinsides, er Kristus helt uinteresseret i. Det han spørger efter, er: Duer du til Kampfælle? At være kristen er at være i en Tilstand af evig Konflikt. Konflikt med Gud, med sig selv, med Verden. Min egen Lyst er ikke længere min Diktator. Jeg har faaet højere Guder end mig selv. Og det, der sker i Verden, er ikke mig ligegyldigt. Jeg kan ikke lukke mig inde i en Kirke eller et Missionshus som i et beskyttelsesrum: ”Lad nu Syndens Bomber drysse udenfor! Jeg har det godt med Gud herinde.” Da vil Jesus sige til os paa Dommedag: ”Ikke hver den som siger ”Herre, Herre!”, skal indgaa i Himmeriget, men den, der gør Guds vilje. - Du lade og onde Tjener, som vidste, at jeg sanker, hvor jeg ikke spredte, hvad har du gjort med det Talent, jeg betroede dig?”
”Der maa ikke tales Politik i Kirken,” siger Djævelen. Han siger det med Kejserens Mæle, for Kejseren er interesseret i, at Præsterne tier stille til hans Uhumskheder. Og han siger det med de fromme Kristnes Mæle; for de fromme Kristne har bildt sig ind, at Kristendommen ikke har med andet at gøre end dem og Gud – og uden for ligger Verden.
Djævelen lyver, som det er hans Skik.
”Jamen, Politik hører vi om i Radio og læser vi om i Avisen.” Ja – men paa hvilke Maader! I Kirken skal vi høre om Politik, stillet i Forhold til Guds Vilje.
”Dit Rige komme,” bad Faderen.
Hvis Kejseren er en god Mand, hvis Staten er en sand kristelig Stat, der arbejder for Guds Riges Virkeliggørelse, da velsigner Kirken dem. Men støder Gud og Kejseren sammen, da ve den Kirke, som er utro og tier og ved sin Tavshed giver Kejseren Ret.
Og den maa ikke heller nøjes med at protestere i al Almindelighed. Den maa nævne Tingen ved sit rette Navn.
Og det er bedre at tage fejl ved at tale end at tage fejl ved at tie.
Side 26-29
-
Der er et andet Omraade, hvor Kirken uden at trættes maa holde Folket Kravet for Øje. Vort danske Fædreland ser den danske kristne Menighed paa som en dyrebar Guds gave. Ogsaa der gælder det, at enhver Guds gave tillige er en Opgave; hans Naade er en Sæd, der skal bære Frugt. Vi kan ikke nøjes med at elske vort Fædreland med en Stemmeseddel, lidt Alsang og lidt Ewald-Fester. Vi kalder os Demokrater, men alt for mange gaar utvungne ind med deres Arbejde og Evner for de stikmodsatte Ideers Sejr. Halte kan ej Kærligheden. Guds Forbandelse over den, der vil tjene to Herrer og bære Kappen på begge Skuldre.
Side 30
-
Men det er ikke nok. Det er ikke Danmark, vi skal sætte Livet ind for, det er det kristne Danmark,
d. v. s. det er det Guds Rige paa Jorden, hvoraf det kristne Danmark er en Provins – hvor Sproget er Sandhed, Loven er Retfærdighed, og Omgangsformen mellem Folkene Barmhjertighed.
Side 34
-
Vi har glemt at bede i vor Tid. Elektricitetens Kræfter har vi lært at udnytte og haft saa travlt med, at vi derover glemte Aandens. Nu er der faa iblandt os, der har Ro og Enfold nok til at forstaa at udnytte denne den vældigste af alle Jordens Kraftkilder. Men maatte de hænge i og holde ud, saa vi andre faar lært det igen, og der ogsaa hos os bliver en Menighed af Bøn og Tjenersind og Offervilje og Kamplyst. Saa skal Danmark faa sin Plads ikke blot med Ære ved Fredsforhandlingsbordet, men midt i Arbejdet den lyse Dag, vi beder Gud snart lade gry over Verden.
Side 35
-
ANDEN SØNDAG I ADVENT
I Domkirken i København 1943
Thi at tie over Synden er at tale Djævelens Sprog. Naar Kristus tordnede mod de Rige, naar han hudflettede Farisæerne, var han jo inde paa økonomiske og juridiske Gebeter. Naar de Kristne nægtede at ofre til Kejserens Billede, var de ude i aabent Oprør. Gud naade os, om vi ikke forstaar, at just det er Kirken til: i hvert givent Øjeblik at aktualisere Evigheden.
Når der her i Landet rejses en Forfølgelse mod en særlig Gruppe af vore Landsmænd bare for deres Afstamnings skyld, er det kristeligt ret af Kirken at raabe: Dette er stridende mod Grundloven i Kristi Rige, den, der hedder Barmhjertighed, og det er afskyeligt for frie nordiske Sind. Og kirken maa gaa videre uden at lade sig trætte: sker det engang til, da vil vi med Guds Hjælp prøve at rejse Folket til Oprør. Thi et Kristent Folk, der sidder daadløst hen, naar dets Idealer trampes under Fode, slipper Forraadnelsens Kræft ind i sit Sind, og Guds Vrede sænker sig over det.
Side 50-51
-
NYTAARSDAG
I Vedersø Kirke 1944
Jeg staar ikke her for at prædike Had mod nogen. Det er mig plat umuligt. Ikke engang Adolf Hitler hader jeg. Jeg ved, hvad Rædsel og Elendighed verden er kastet ud i; jeg ved, hvad Forsmædelse mit eget Land har maattet opleve. Jeg ved, at jeg nu i Maaneder ikke har lagt mig til Ro nogen Aften uden at tænke: ”Kommer de efter dig i Nat?” Og den tanke er ikke morsom for en, der elsker Livet, har nok at gøre i sin Gerning og er glad for sin Kone og sine Børn. Og dog kan jeg ikke hade. For Mennesker er saa mange Slags og besættes af alle Slags Aander, og Frelseren har lært os Bønnen: Forlad dem, thi de vide ikke , hvad de gøre.
Det bliver aldrig kristen Gerning at stille sig til Raadighed for Uretten, enten det saa sker af Fejhed, Griskhed eller tossegod Føjelighed.
Side 60-61
-
Vi ved godt, at Jesus og hans tapre Apostle lod sig ikke forskrække af sligt. De gik i Døden heller end at lade sig skræmme til at gøre, hvad der stred mod deres Samvittighed. Det kunde vi ogsaa. Men vi er Smaafolk. Og maaske bør vi ogsaa der haabe paa, at Gud sætter Kikkerkerten for det blinde Øje. Men naar danske Mænd uden bydende Behov og af egen fri Drift og Valg fraraader deres Fæderland og Kristendom af raadent Pengebegær, saa skal de ogsaa her fra Kirken have at vide, at den rigdom, de paa den Maade tiltusker sig, er Judaspenge og skal blive dem til Fordærv.
I Sagen Ret og Uret skal man aldrig spørge, om det betaler sig, for det er Djævelens Interesse.
Side 64-65
-
PDF VERSION
Til Helligaandskirken i København 1943
Derfor er det først og fremmest Daad, han har kaldet os til, da han gjorde os til sine Disciple. At være kristen er det stikmodsatte af at være passiv. Der er nemlig to Maader, man kan gavne Guds Fjende paa – og jeg ved ikke, hvilken af dem der er den farligste. Den ene er at være aktiv til det onde, den anden er at være passiv i det gode.
Nogle tror, at det at være kristen er Kirkegang og Bøn, Salmesang og Bibellæsning. Det har ikke Spor med Kristendom at gøre – ikke mere end at købe Skosværte har med en Støvlepudser at gøre. Bøn og Bibel, det er vort Arsenal. Der henter vi Kræfter og Indsigt til vor Kamp for Gudsriget på Jorden.
Mennesker kan bilde sig ind, at Kristendom er at være et frelst Menneske. Det har ikke Spor med Kristendom at gøre. Hvilke velbehagelige Følelser man kan naa til angaaende sig selv og Forholdet til det hinsides, er Kristus helt uinteresseret i. Det han spørger efter, er: Duer du til Kampfælle? At være kristen er at være i en Tilstand af evig Konflikt. Konflikt med Gud, med sig selv, med Verden. Min egen Lyst er ikke længere min Diktator. Jeg har faaet højere Guder end mig selv. Og det, der sker i Verden, er ikke mig ligegyldigt. Jeg kan ikke lukke mig inde i en Kirke eller et Missionshus som i et beskyttelsesrum: ”Lad nu Syndens Bomber drysse udenfor! Jeg har det godt med Gud herinde.” Da vil Jesus sige til os paa Dommedag: ”Ikke hver den som siger ”Herre, Herre!”, skal indgaa i Himmeriget, men den, der gør Guds vilje. - Du lade og onde Tjener, som vidste, at jeg sanker, hvor jeg ikke spredte, hvad har du gjort med det Talent, jeg betroede dig?”
”Der maa ikke tales Politik i Kirken,” siger Djævelen. Han siger det med Kejserens Mæle, for Kejseren er interesseret i, at Præsterne tier stille til hans Uhumskheder. Og han siger det med de fromme Kristnes Mæle; for de fromme Kristne har bildt sig ind, at Kristendommen ikke har med andet at gøre end dem og Gud – og uden for ligger Verden.
Djævelen lyver, som det er hans Skik.
”Jamen, Politik hører vi om i Radio og læser vi om i Avisen.” Ja – men paa hvilke Maader! I Kirken skal vi høre om Politik, stillet i Forhold til Guds Vilje.
”Dit Rige komme,” bad Faderen.
Hvis Kejseren er en god Mand, hvis Staten er en sand kristelig Stat, der arbejder for Guds Riges Virkeliggørelse, da velsigner Kirken dem. Men støder Gud og Kejseren sammen, da ve den Kirke, som er utro og tier og ved sin Tavshed giver Kejseren Ret.
Og den maa ikke heller nøjes med at protestere i al Almindelighed. Den maa nævne Tingen ved sit rette Navn.
Og det er bedre at tage fejl ved at tale end at tage fejl ved at tie.
Side 26-29
-
Der er et andet Omraade, hvor Kirken uden at trættes maa holde Folket Kravet for Øje. Vort danske Fædreland ser den danske kristne Menighed paa som en dyrebar Guds gave. Ogsaa der gælder det, at enhver Guds gave tillige er en Opgave; hans Naade er en Sæd, der skal bære Frugt. Vi kan ikke nøjes med at elske vort Fædreland med en Stemmeseddel, lidt Alsang og lidt Ewald-Fester. Vi kalder os Demokrater, men alt for mange gaar utvungne ind med deres Arbejde og Evner for de stikmodsatte Ideers Sejr. Halte kan ej Kærligheden. Guds Forbandelse over den, der vil tjene to Herrer og bære Kappen på begge Skuldre.
Side 30
-
Men det er ikke nok. Det er ikke Danmark, vi skal sætte Livet ind for, det er det kristne Danmark,
d. v. s. det er det Guds Rige paa Jorden, hvoraf det kristne Danmark er en Provins – hvor Sproget er Sandhed, Loven er Retfærdighed, og Omgangsformen mellem Folkene Barmhjertighed.
Side 34
-
Vi har glemt at bede i vor Tid. Elektricitetens Kræfter har vi lært at udnytte og haft saa travlt med, at vi derover glemte Aandens. Nu er der faa iblandt os, der har Ro og Enfold nok til at forstaa at udnytte denne den vældigste af alle Jordens Kraftkilder. Men maatte de hænge i og holde ud, saa vi andre faar lært det igen, og der ogsaa hos os bliver en Menighed af Bøn og Tjenersind og Offervilje og Kamplyst. Saa skal Danmark faa sin Plads ikke blot med Ære ved Fredsforhandlingsbordet, men midt i Arbejdet den lyse Dag, vi beder Gud snart lade gry over Verden.
Side 35
-
ANDEN SØNDAG I ADVENT
I Domkirken i København 1943
Thi at tie over Synden er at tale Djævelens Sprog. Naar Kristus tordnede mod de Rige, naar han hudflettede Farisæerne, var han jo inde paa økonomiske og juridiske Gebeter. Naar de Kristne nægtede at ofre til Kejserens Billede, var de ude i aabent Oprør. Gud naade os, om vi ikke forstaar, at just det er Kirken til: i hvert givent Øjeblik at aktualisere Evigheden.
Når der her i Landet rejses en Forfølgelse mod en særlig Gruppe af vore Landsmænd bare for deres Afstamnings skyld, er det kristeligt ret af Kirken at raabe: Dette er stridende mod Grundloven i Kristi Rige, den, der hedder Barmhjertighed, og det er afskyeligt for frie nordiske Sind. Og kirken maa gaa videre uden at lade sig trætte: sker det engang til, da vil vi med Guds Hjælp prøve at rejse Folket til Oprør. Thi et Kristent Folk, der sidder daadløst hen, naar dets Idealer trampes under Fode, slipper Forraadnelsens Kræft ind i sit Sind, og Guds Vrede sænker sig over det.
Side 50-51
-
NYTAARSDAG
I Vedersø Kirke 1944
Jeg staar ikke her for at prædike Had mod nogen. Det er mig plat umuligt. Ikke engang Adolf Hitler hader jeg. Jeg ved, hvad Rædsel og Elendighed verden er kastet ud i; jeg ved, hvad Forsmædelse mit eget Land har maattet opleve. Jeg ved, at jeg nu i Maaneder ikke har lagt mig til Ro nogen Aften uden at tænke: ”Kommer de efter dig i Nat?” Og den tanke er ikke morsom for en, der elsker Livet, har nok at gøre i sin Gerning og er glad for sin Kone og sine Børn. Og dog kan jeg ikke hade. For Mennesker er saa mange Slags og besættes af alle Slags Aander, og Frelseren har lært os Bønnen: Forlad dem, thi de vide ikke , hvad de gøre.
Det bliver aldrig kristen Gerning at stille sig til Raadighed for Uretten, enten det saa sker af Fejhed, Griskhed eller tossegod Føjelighed.
Side 60-61
-
Vi ved godt, at Jesus og hans tapre Apostle lod sig ikke forskrække af sligt. De gik i Døden heller end at lade sig skræmme til at gøre, hvad der stred mod deres Samvittighed. Det kunde vi ogsaa. Men vi er Smaafolk. Og maaske bør vi ogsaa der haabe paa, at Gud sætter Kikkerkerten for det blinde Øje. Men naar danske Mænd uden bydende Behov og af egen fri Drift og Valg fraraader deres Fæderland og Kristendom af raadent Pengebegær, saa skal de ogsaa her fra Kirken have at vide, at den rigdom, de paa den Maade tiltusker sig, er Judaspenge og skal blive dem til Fordærv.
I Sagen Ret og Uret skal man aldrig spørge, om det betaler sig, for det er Djævelens Interesse.
Side 64-65
-
PDF VERSION
fredag den 12. december 2014
TESEN OM LIBERAL FRED - 2005
Tesen om ’Liberal Fred’
Liberal tradition inden for International Politik
Udarbejdet af Poyan Taherloo - November 2005
Den liberale tradition inden for IP stammer fra tiden omkring fremkomsten af de moderne liberale stater. Liberale filosofer som Locke, Bentham og Kant, så et stort potentiale for menneskelig fremskridt, i civilsamfund og kapitalistisk økonomi, hvilket kunne opnås hvis staten kunne sikre individets frihed. Den liberale tradition bygger således på grundantagelser omkring et optimistisk menneskesyn, en lineær historieopfattelse og en opfattelse af at staten skal være garant for individets frihed.
Den liberale teori bygger på et optimistisk menneskesyn, hvor det rationelle og ’egennyttemaksimerende’ menneske betragtes, som værende i stand til at indse de mange fælles interesser, mennesker imellem, og de store fordele der kan opnås ved at samarbejde, såvel nationalt som internationalt.
Med udgangspunkt i et optimistisk menneskesyn, bygger liberal teori på en lineær historieopfattelse, hvor mennesket er i stand til at lære af fortidens fejl, og hvor den historisk akkumulerede viden, danner grundlag for varige fremskridt mod velstand og samarbejde.
For at det skal kunne lykkedes at opnå disse menneskelige fremskridt, er det nødvendigt at staten opretholder lov og orden, og sikre individets frihed og ejendom.
På baggrund af disse antagelser, argumentere liberalister for, at de menneskelige fremskridt, særligt i forbindelse med moderniseringsprocessen, vil udmønte sig i et øget international samarbejde og fred (Jackson og Sørensen 2003, s. 106-108).
Liberal fred
Tesen om ’liberal frem’ er på mange måder meget central i den liberale tradition, og stammer oprindeligt fra Immanuel Kant, som i sin bog ’Perpetual Peace’, fra 1795, opstiller nogle forudsætninger for international fred. Det kan udledes fra Kants oprindelige tekst at international fred afhænger af udbredelsen af demokratiske styreformer, økonomisk interdependence samt international ret og internationale organisationer (Oneal og Russett 2003, s. 267).
Heraf er der tre hypoteser, som hver især betones særligt inden for forskellige retninger af liberal teori, men udbredelsen af demokratiske styreformer er særlig vigtig, hvorfor tesen også betegnes ’demokratisk fred’. Det skyldes at individets frihed, som i demokratiske stater, netop er en forudsætning for at kunne udnytte det menneskelige potentiale. Den første hypotese er at demokratier er mere tilbageholdende med at anvende magt, særligt mod andre demokratier, end ikke-demokratier, hvilket er centralt, inden for Republikansk liberalisme. Den anden hypotese er, at økonomisk interdependence udgør et vigtigt incitament til, at bevare fredelige relationer mellem demokratier, hvilket er centralt i Interdependence liberalisme. Endelig er der en hypotese om at internationale organisationer påvirker demokratierne til at undgå krig, hvilket er centralt i Institutionel liberalisme (Oneal og Russett 2003, s. 273 og Jackson og Sørensen 2003, s. 112 ff.).
I tesen om liberal fred er de tre faktorer, der har betydning for fred, ikke isoleret i forhold til hinanden, men forstærker hinanden gensidigt. For eksempel kan internationale forhold udvikle sig til fredelig interaktion, gennem gensidig fordelagtig økonomisk samhandel, forsikret af international ret, og kontrolleret af – og forhandlet i internationale organisationer (Oneal og Russet 2003, s. 281).
Teoretisk argumentation
Der er to overordnede forklaringer på at demokratier er mindre tilbøjelig til at føre krig mod hinanden. Den ene forklaring er at demokratiske lande, normalt løser nationale konflikter fredeligt gennem dialog og forhandling, uden at ty til trusler og vold, og idet demokratiske stater er bevidste om at andre demokratier har samme normer, vil demokratier anvende denne fremgangsmåde overfor hinanden. Det skyldes ikke mindst en respekt for de fælles demokratiske normer og værdier, hvorfor det vil være almindeligt med forhandling og kompromis, og uacceptabelt at anvende trusler og magt.
Den anden grund er at demokratiske ledere står til regnskab for deres beslutninger, som løbende evalueres i åbne demokratiske institutioner. Idet omkostningerne ved at føre krig er høje, og i sidste ende kan koste demokratiske ledere magten, er disse mindre tilbøjelige til at føre krig. Autoritære ledere derimod står ikke til ansvar på samme måde, idet de kan forblive på magten, ved at undertrykke deres befolkninger (Oneal og Russet 2003, s. 274).
Der er ligeledes to overordnede forklaringer på at øget økonomisk interdependence mellem demokratier reducere sandsynligheden for krig, imellem disse. Den ene forklaring er at en øget samhandel mellem stater, samtidig medfører en øget kommunikation mellem disse, som også går udover en specifik handelsrelateret kommunikation, hvilket danner grundlag for gensidig forståelse, anerkendelse og samarbejde.
Den anden forklaring er at fred mellem stater er afgørende for samhandel mellem stater, hvorfor øget samhandel mellem stater betyder, at der vil være større politisk modstand mod at indlede en krig, og dermed miste den økonomiske gevinst ved samhandel (Oneal og Russet 2003, s. 275).
Der er mange forklaringer på at internationale organisationer påvirker staters adfærd, så de er mindre tilbøjelige til at føre krig. Nogle af de overordnede er at internationale organisationer reducere usikkerhed ved at forsyne medlemsstaterne med information og fora for samarbejde og dialog, fungere som mægler i konflikter mellem stater, præger staters normer, tydeliggør fælles interesser og udgør et fælles referencepunkt for stater (Oneal og Russet 2003, s. 276).
Empirisk argumentation
En af de undersøgelser der bekræfter tesen om liberal fred, er en statistisk analyse af staters adfærd overfor hinanden i perioden 1885-1992. I denne undersøgelse er alle stater blevet opstillet over hinanden i par, hvilket har givet mere end 230.000 sager, hvor en sag er forholdet mellem to stater i et givent år. Endvidere er hver stat, hvert år, i denne periode blevet placeret på en skala over hvor demokratiske denne stat er bedømt til at være, hvor meget økonomisk interdependence der har været mellem den pågældende stat og hver af de andre stater, og hvor mange internationale organisationer den pågældende stat har været medlem af, som den anden stat i en sag også er medlem af.
I bedømmelsen af graden af demokrati har man set på, tilstedeværelsen af institutioner og procedure, hvorigennem borgerne har mulighed for at tilkendegive deres præferencer vedrørende alternative politikker og ledere, institutionelle begrænsninger i statens magtudøvelse, samt garantier for borgernes frihed i deres dagligdag og i politisk deltagelse (Oneal og Russet 2003, s. 272).
I bedømmelsen af graden af interdependence har man for hver sag lagt det ene lands import fra og eksport til det andet land sammen, og divideret dette tal med landets BNP. På den måde har man fået et tal for hvor meget af et givent lands BNP der består af samhandel med det andet land i en given sag, og dermed graden af interdependence (Oneal og Russet 2003, s. 275).
Endelig har man bedømt graden af medlemskab i internationale organisationer, på hvor mange internationale organisationer, som begge stater i en given sag har været medlem af (Oneal og Russett 2003, s. 276).
På den baggrund har man udregnet sandsynligheden for militær konflikt i en sag, med en given placering mht. de tre variable, demokrati, interdependence og medlemskab af internationale organisationer, og sammenholdt denne sandsynlighed, med en anden sag, med en anden placering mht. samme variable. På den måde har man kunne udlede de tre variables betydning for sandsynligheden for militær konflikt mellem stater (Oneal og Russet 2003, s. 271).
Det er vigtigt at understrege, at undersøgelsen kan identificere og påvise en forbindelse mellem variation i de tre variable og sandsynligheden for konflikt mellem stater, men at det er op til teorien at forklare en konkret årsagssammenhæng (Oneal og Russet 2003, s. 277).
Resultatet af den statistiske analyse viser en klar sammenhæng mellem de tre variable og sandsynligheden for konflikt. Denne sammenhæng er påvist ved at holde to af de tre variable konstant, mens man sammenligner en sag hvor den sidste variabel er ved 90’ende percentil, med en sag hvor samme variabel er ved 10’ende percentil.
Analysen viser at hvis den mindst demokratiske stat i en sag er placeret ved 90’ende percentil (nær den mest demokratiske ende), i stedet for en autoritær 10’ende percentil, er sandsynligheden for militær konflikt, hele 86 % mindre. Analysen viser at militær konflikt mellem meget demokratiske stater er meget sjælen, mens konflikter mellem autoritære stater er meget mere almindelige. Konflikter er desuden sandsynlige i sager med en meget demokratisk stat og en meget autoritær stat.
Betydningen af økonomisk interdependence for sandsynligheden for militær konflikt, er ikke så markant, som ved demokrati, men sammenhænget kan påvises. Hvis den mindst interdependente af staterne i en sag er ved 90’ende percentil, vil sandsynligheden for militær konflikt blive reduceret med ca. en tredjedel, i forhold til hvis den var ved 10’ende percentile.
Betydningen af fælles medlemskab i internationale organisationer i en given sag, for sandsynligheden for konflikt, er også tydeligt. En stigning i fælles medlemskab af internationale organisationer til 90’ende percentil, reducere sandsynligheden for konflikt med ca. 40 %.
Hvis alle tre variable vurderes samlet, dvs. graden af demokrati, økonomisk interdependence og fælles medlemskab af internationale organisationer, hæves til 90’ende percentil, for den lavest placerede stat i en sag, reduceres sandsynligheden for militær konflikt med 95 % (Oneal og Russett 2003, s. 278).
Realismens argumenter mod tesen om liberal fred
Meget kritik af den liberale tradition, stammer fra den realistiske tradition. Med
udgangspunkt i et ’pessimistisk’ menneskesyn, bygger realismen på en cyklisk historieopfattelse, hvor ’history is the same damn thing over and over again’. Staternes første prioritet er stadig at overleve, interaktion forgår stadig i et statssystem hvor der hersker anarki, og selv-hjælp er stadig afgørende, idet der ikke er nogen til at passe på staten i et sådan system, end staten selv. Stater opruster derfor i et forsøg på at kunne forsvare sig selv, hvilket opfattes som en trussel fra andre stater, som også opruster. En situation der i sidste ende resulterer i krig mellem stater (Jackson og Sørensen 2003,
s. 125).
Den råde tråd i realismens kritik liberal teori, og tesen om liberal fred, er at der trods store forandringer i staters interaktionsmønstre, som realismen anerkender, stadig eksistere et anarkisk statssystem, som vil blive ved med at eksistere, og som betyder usikkerhed for staterne (Jackson og Sørensen 2003, s. 127).
Realismens argument mod republikansk liberalisme er at fred mellem demokratier altid kan skifte til krig mellem disse, og at ’dagens venner meget vel kan vise sig at være fjender i morgen’. Desuden er der ikke nogen garanti for at stater vil vedblive med at være demokratier, og at de ikke ændre sig til autoritære stater eller andre former for ikke-demokratier (Jackson og Sørensen 2003,
s. 126).
Denne argumentation virker som et forsøg på at understrege, at realisme stadig kan få større betydning igen! For det er klart, at der er en sandsynlighed for at demokratier kan føre krig mod hinanden, hvilket tesen om liberal fred heller ikke udelukker, og at demokratier kan blive til ikke-demokratier. Men med udbredelsen af demokrati, og en omfattende samarbejde mellem demokratier, er denne sandsynlighed kraftigt reduceret. Der er også eksempler på demokratier, hvor det ville være utænkeligt med en tilbagegang til et autoritæret system, dels fordi demokrati er dybt institutionaliseret og nyder meget stor opbakning i befolkningen, og dels fordi det ville bringe statens gode relation til andre demokratier i fare. Det er således utænkeligt, at for eksempel et EU-land ville gå tilbage til et autoritæret system, og derfor er den historiske udvikling for disse lande irreversible, på dette område. På samme måde er sandsynligheden for krig mellem disse lande ekstrem lille, fordi omkostningerne simpelthen ville være altoverskyggende, ikke mindst på baggrund af det meget omfattende samarbejde.
Realismens argument mod Interdependence liberalisme er at økonomisk interdependence ikke er noget nyt, og at denne interdependence ikke tidligere har været i stand til at forhindre krig. Andelen af eksport i verdens BNP var mindre i 1970 end i årene fra 1880-1910. Den kraftige stigning i verdenshandlen i perioden 1950-170, som liberale betragter som tegn på stor interdependence, er ikke andet end en stigning fra et unormalt lavt niveau, på grund af de to verdenskrige og Den store depression, i første halvdel af 1900-tallet (Jackson og Sørensen 2003, s. 125).
Det er meget muligt at økonomisk interdependence ikke er et ny fænomen, men den sociale - og teknologiske udvikling, ikke mindst i sidste halvdel af 1900-tallet, har stor betydning hvordan økonomisk interdependence påvirker sandsynligheden for krig. I dag er der større bevidsthed i befolkningen omkring den økonomiske interdependence, og hvilken betydning det har for velfærden. Derfor må det forventes at politiske beslutninger, der bringer samhandelen i fare, bedømmes af befolkningen på et andet grundlag end tidligere.
Desuden er der mange demokratiske lande, særligt i Vesteuropa, hvor befolkningen i dag nyder en grad af velstand, som ikke tidligere har været tilfældet, og som befolkningen ikke vil sætte på spil. Hvad man ikke har, kan man ikke miste, men hvad man har vænnet sig til er svært at undvære, og hvis det kan undgås, vil det være bedst.
Altså kan det godt være at den økonomiske interdependence ikke er noget nyt, men udviklingen på det politiske -, sociale – og teknologiske område giver denne interdependence en helt anden betydning end tidligere.
Realismen argumenterer også mod den betydning Liberal institutionalisme tilskriver internationale organisationer. Til trods for at stater samarbejder i internationale organisationer, har disse organisationer ingen betydning i sag selv. Internationale organisationer udgør blot rammerne for en magtfundert interaktion mellem stater, hvor den stærkeste vinder. Uden et overnationalt magtmonopol, ændre internationale organisationer ikke ved, at statssystemet er anarkisk, og at stater er selv-hjælpende (Jackson og Sørensen 2003, s.129).
Spørgsmålet er hvor meget orden der trods alt er i anarkiet, og hvor meget internationale organisationer kan påvirke selv-hjælpende stater, uden tilstedeværelsen af et overnationalt magtmonopol. Inden for samfundsvidenskaberne er der i dag stor tilslutning til at ’institutions matter’, og at institutioner påvirker medlemmernes rationale og præferencer.
Der er mange eksempler på at kollektivt fastsatte fælles normer, værdier og strategier, sætter begrænsninger for staters muligheder, uafhængigt af disses magtposition, ikke mindst i forbindelse med EU og WTO. Det kan ikke modsiges at staters magtposition, også har meget stor betydning inden for internationale organisationer. Men de enkelte staters magt bliver gennem internationale organisationer, sat overfor den magt andre stater har til sammen i en fælles sag, hvorfor der kommer en form for orden i systemet, selv uden et overstatsligt voldsmonopol, som kan minde om det nationale demokratiske system.
Endelig er der en realistisk argumentation mod den kausallogik, som tesen om liberal fred bygger på, nemlig at demokratisk styrform reducere sandsynligheden for krig, og dermed påvirker det internationale system. Realister argumenter for at det forholder sig omvendt, således at de forhold det internationale systems struktur, der determinere staters eksterne forhold, også har afgørende betydning for udformningen af staters nationale politiske system. Der argumenteres for at jo større en ekstern trussel en stat står overfor, eller tror at den står over for, jo mere vil statens udenrigspolitik blive bestemt på et ’autoritæret’ grundlag, og jo mere centraliseret vil statens politiske struktur være (Layne 1994, s.45).
Men realismens forklaring er ikke falsificerbar, idet forklaringen på at en stat bliver mindre demokratisk, altid kan findes. Hvis der ikke findes beviser for en konkret ekstern trussel, kan den mindre demokrati forklares med, at staten selv var overbevist om, at der fandtes en trussel.
Det er også tvivlsomt hvor meget demokratiet ’forstyrres’ i tilfælde af en ekstern trussel. Der er mange eksempler på demokratiske lande, der til trods for stor ekstern trussel, stadig fastsætter deres udenrigspolitik på fuldstændig demokratiske præmisser, under uændrede omstændigheder, og i åbne demokratiske institutioner. For eksempel USA og andre Vesteuropæiske lande under den kolde krig; USA, Danmark og Storbritannien som er i krig på nuværende tidspunkt, og ikke mindst Israel.
Litteratur
Jackson, Robert og Sørensen, Georg: “International relations, theories an approaches”, Oxford University Press, New York, 2003
Layne Christopher: ”Kant or Cant, the myth of democratic peace”, International Security, side 5-49 vol. 19, nr. 2., 1994
Oneal, John R. og Russett, Bruce: “finding peace in a world of hegemony and terrorism”, Oxford University Press og Japan Association of International Relations, 2003
PDF VERSION
Liberal tradition inden for International Politik
Udarbejdet af Poyan Taherloo - November 2005
Den liberale tradition inden for IP stammer fra tiden omkring fremkomsten af de moderne liberale stater. Liberale filosofer som Locke, Bentham og Kant, så et stort potentiale for menneskelig fremskridt, i civilsamfund og kapitalistisk økonomi, hvilket kunne opnås hvis staten kunne sikre individets frihed. Den liberale tradition bygger således på grundantagelser omkring et optimistisk menneskesyn, en lineær historieopfattelse og en opfattelse af at staten skal være garant for individets frihed.
Den liberale teori bygger på et optimistisk menneskesyn, hvor det rationelle og ’egennyttemaksimerende’ menneske betragtes, som værende i stand til at indse de mange fælles interesser, mennesker imellem, og de store fordele der kan opnås ved at samarbejde, såvel nationalt som internationalt.
Med udgangspunkt i et optimistisk menneskesyn, bygger liberal teori på en lineær historieopfattelse, hvor mennesket er i stand til at lære af fortidens fejl, og hvor den historisk akkumulerede viden, danner grundlag for varige fremskridt mod velstand og samarbejde.
For at det skal kunne lykkedes at opnå disse menneskelige fremskridt, er det nødvendigt at staten opretholder lov og orden, og sikre individets frihed og ejendom.
På baggrund af disse antagelser, argumentere liberalister for, at de menneskelige fremskridt, særligt i forbindelse med moderniseringsprocessen, vil udmønte sig i et øget international samarbejde og fred (Jackson og Sørensen 2003, s. 106-108).
Liberal fred
Tesen om ’liberal frem’ er på mange måder meget central i den liberale tradition, og stammer oprindeligt fra Immanuel Kant, som i sin bog ’Perpetual Peace’, fra 1795, opstiller nogle forudsætninger for international fred. Det kan udledes fra Kants oprindelige tekst at international fred afhænger af udbredelsen af demokratiske styreformer, økonomisk interdependence samt international ret og internationale organisationer (Oneal og Russett 2003, s. 267).
Heraf er der tre hypoteser, som hver især betones særligt inden for forskellige retninger af liberal teori, men udbredelsen af demokratiske styreformer er særlig vigtig, hvorfor tesen også betegnes ’demokratisk fred’. Det skyldes at individets frihed, som i demokratiske stater, netop er en forudsætning for at kunne udnytte det menneskelige potentiale. Den første hypotese er at demokratier er mere tilbageholdende med at anvende magt, særligt mod andre demokratier, end ikke-demokratier, hvilket er centralt, inden for Republikansk liberalisme. Den anden hypotese er, at økonomisk interdependence udgør et vigtigt incitament til, at bevare fredelige relationer mellem demokratier, hvilket er centralt i Interdependence liberalisme. Endelig er der en hypotese om at internationale organisationer påvirker demokratierne til at undgå krig, hvilket er centralt i Institutionel liberalisme (Oneal og Russett 2003, s. 273 og Jackson og Sørensen 2003, s. 112 ff.).
I tesen om liberal fred er de tre faktorer, der har betydning for fred, ikke isoleret i forhold til hinanden, men forstærker hinanden gensidigt. For eksempel kan internationale forhold udvikle sig til fredelig interaktion, gennem gensidig fordelagtig økonomisk samhandel, forsikret af international ret, og kontrolleret af – og forhandlet i internationale organisationer (Oneal og Russet 2003, s. 281).
Teoretisk argumentation
Der er to overordnede forklaringer på at demokratier er mindre tilbøjelig til at føre krig mod hinanden. Den ene forklaring er at demokratiske lande, normalt løser nationale konflikter fredeligt gennem dialog og forhandling, uden at ty til trusler og vold, og idet demokratiske stater er bevidste om at andre demokratier har samme normer, vil demokratier anvende denne fremgangsmåde overfor hinanden. Det skyldes ikke mindst en respekt for de fælles demokratiske normer og værdier, hvorfor det vil være almindeligt med forhandling og kompromis, og uacceptabelt at anvende trusler og magt.
Den anden grund er at demokratiske ledere står til regnskab for deres beslutninger, som løbende evalueres i åbne demokratiske institutioner. Idet omkostningerne ved at føre krig er høje, og i sidste ende kan koste demokratiske ledere magten, er disse mindre tilbøjelige til at føre krig. Autoritære ledere derimod står ikke til ansvar på samme måde, idet de kan forblive på magten, ved at undertrykke deres befolkninger (Oneal og Russet 2003, s. 274).
Der er ligeledes to overordnede forklaringer på at øget økonomisk interdependence mellem demokratier reducere sandsynligheden for krig, imellem disse. Den ene forklaring er at en øget samhandel mellem stater, samtidig medfører en øget kommunikation mellem disse, som også går udover en specifik handelsrelateret kommunikation, hvilket danner grundlag for gensidig forståelse, anerkendelse og samarbejde.
Den anden forklaring er at fred mellem stater er afgørende for samhandel mellem stater, hvorfor øget samhandel mellem stater betyder, at der vil være større politisk modstand mod at indlede en krig, og dermed miste den økonomiske gevinst ved samhandel (Oneal og Russet 2003, s. 275).
Der er mange forklaringer på at internationale organisationer påvirker staters adfærd, så de er mindre tilbøjelige til at føre krig. Nogle af de overordnede er at internationale organisationer reducere usikkerhed ved at forsyne medlemsstaterne med information og fora for samarbejde og dialog, fungere som mægler i konflikter mellem stater, præger staters normer, tydeliggør fælles interesser og udgør et fælles referencepunkt for stater (Oneal og Russet 2003, s. 276).
Empirisk argumentation
En af de undersøgelser der bekræfter tesen om liberal fred, er en statistisk analyse af staters adfærd overfor hinanden i perioden 1885-1992. I denne undersøgelse er alle stater blevet opstillet over hinanden i par, hvilket har givet mere end 230.000 sager, hvor en sag er forholdet mellem to stater i et givent år. Endvidere er hver stat, hvert år, i denne periode blevet placeret på en skala over hvor demokratiske denne stat er bedømt til at være, hvor meget økonomisk interdependence der har været mellem den pågældende stat og hver af de andre stater, og hvor mange internationale organisationer den pågældende stat har været medlem af, som den anden stat i en sag også er medlem af.
I bedømmelsen af graden af demokrati har man set på, tilstedeværelsen af institutioner og procedure, hvorigennem borgerne har mulighed for at tilkendegive deres præferencer vedrørende alternative politikker og ledere, institutionelle begrænsninger i statens magtudøvelse, samt garantier for borgernes frihed i deres dagligdag og i politisk deltagelse (Oneal og Russet 2003, s. 272).
I bedømmelsen af graden af interdependence har man for hver sag lagt det ene lands import fra og eksport til det andet land sammen, og divideret dette tal med landets BNP. På den måde har man fået et tal for hvor meget af et givent lands BNP der består af samhandel med det andet land i en given sag, og dermed graden af interdependence (Oneal og Russet 2003, s. 275).
Endelig har man bedømt graden af medlemskab i internationale organisationer, på hvor mange internationale organisationer, som begge stater i en given sag har været medlem af (Oneal og Russett 2003, s. 276).
På den baggrund har man udregnet sandsynligheden for militær konflikt i en sag, med en given placering mht. de tre variable, demokrati, interdependence og medlemskab af internationale organisationer, og sammenholdt denne sandsynlighed, med en anden sag, med en anden placering mht. samme variable. På den måde har man kunne udlede de tre variables betydning for sandsynligheden for militær konflikt mellem stater (Oneal og Russet 2003, s. 271).
Det er vigtigt at understrege, at undersøgelsen kan identificere og påvise en forbindelse mellem variation i de tre variable og sandsynligheden for konflikt mellem stater, men at det er op til teorien at forklare en konkret årsagssammenhæng (Oneal og Russet 2003, s. 277).
Resultatet af den statistiske analyse viser en klar sammenhæng mellem de tre variable og sandsynligheden for konflikt. Denne sammenhæng er påvist ved at holde to af de tre variable konstant, mens man sammenligner en sag hvor den sidste variabel er ved 90’ende percentil, med en sag hvor samme variabel er ved 10’ende percentil.
Analysen viser at hvis den mindst demokratiske stat i en sag er placeret ved 90’ende percentil (nær den mest demokratiske ende), i stedet for en autoritær 10’ende percentil, er sandsynligheden for militær konflikt, hele 86 % mindre. Analysen viser at militær konflikt mellem meget demokratiske stater er meget sjælen, mens konflikter mellem autoritære stater er meget mere almindelige. Konflikter er desuden sandsynlige i sager med en meget demokratisk stat og en meget autoritær stat.
Betydningen af økonomisk interdependence for sandsynligheden for militær konflikt, er ikke så markant, som ved demokrati, men sammenhænget kan påvises. Hvis den mindst interdependente af staterne i en sag er ved 90’ende percentil, vil sandsynligheden for militær konflikt blive reduceret med ca. en tredjedel, i forhold til hvis den var ved 10’ende percentile.
Betydningen af fælles medlemskab i internationale organisationer i en given sag, for sandsynligheden for konflikt, er også tydeligt. En stigning i fælles medlemskab af internationale organisationer til 90’ende percentil, reducere sandsynligheden for konflikt med ca. 40 %.
Hvis alle tre variable vurderes samlet, dvs. graden af demokrati, økonomisk interdependence og fælles medlemskab af internationale organisationer, hæves til 90’ende percentil, for den lavest placerede stat i en sag, reduceres sandsynligheden for militær konflikt med 95 % (Oneal og Russett 2003, s. 278).
Realismens argumenter mod tesen om liberal fred
Meget kritik af den liberale tradition, stammer fra den realistiske tradition. Med
udgangspunkt i et ’pessimistisk’ menneskesyn, bygger realismen på en cyklisk historieopfattelse, hvor ’history is the same damn thing over and over again’. Staternes første prioritet er stadig at overleve, interaktion forgår stadig i et statssystem hvor der hersker anarki, og selv-hjælp er stadig afgørende, idet der ikke er nogen til at passe på staten i et sådan system, end staten selv. Stater opruster derfor i et forsøg på at kunne forsvare sig selv, hvilket opfattes som en trussel fra andre stater, som også opruster. En situation der i sidste ende resulterer i krig mellem stater (Jackson og Sørensen 2003,
s. 125).
Den råde tråd i realismens kritik liberal teori, og tesen om liberal fred, er at der trods store forandringer i staters interaktionsmønstre, som realismen anerkender, stadig eksistere et anarkisk statssystem, som vil blive ved med at eksistere, og som betyder usikkerhed for staterne (Jackson og Sørensen 2003, s. 127).
Realismens argument mod republikansk liberalisme er at fred mellem demokratier altid kan skifte til krig mellem disse, og at ’dagens venner meget vel kan vise sig at være fjender i morgen’. Desuden er der ikke nogen garanti for at stater vil vedblive med at være demokratier, og at de ikke ændre sig til autoritære stater eller andre former for ikke-demokratier (Jackson og Sørensen 2003,
s. 126).
Denne argumentation virker som et forsøg på at understrege, at realisme stadig kan få større betydning igen! For det er klart, at der er en sandsynlighed for at demokratier kan føre krig mod hinanden, hvilket tesen om liberal fred heller ikke udelukker, og at demokratier kan blive til ikke-demokratier. Men med udbredelsen af demokrati, og en omfattende samarbejde mellem demokratier, er denne sandsynlighed kraftigt reduceret. Der er også eksempler på demokratier, hvor det ville være utænkeligt med en tilbagegang til et autoritæret system, dels fordi demokrati er dybt institutionaliseret og nyder meget stor opbakning i befolkningen, og dels fordi det ville bringe statens gode relation til andre demokratier i fare. Det er således utænkeligt, at for eksempel et EU-land ville gå tilbage til et autoritæret system, og derfor er den historiske udvikling for disse lande irreversible, på dette område. På samme måde er sandsynligheden for krig mellem disse lande ekstrem lille, fordi omkostningerne simpelthen ville være altoverskyggende, ikke mindst på baggrund af det meget omfattende samarbejde.
Realismens argument mod Interdependence liberalisme er at økonomisk interdependence ikke er noget nyt, og at denne interdependence ikke tidligere har været i stand til at forhindre krig. Andelen af eksport i verdens BNP var mindre i 1970 end i årene fra 1880-1910. Den kraftige stigning i verdenshandlen i perioden 1950-170, som liberale betragter som tegn på stor interdependence, er ikke andet end en stigning fra et unormalt lavt niveau, på grund af de to verdenskrige og Den store depression, i første halvdel af 1900-tallet (Jackson og Sørensen 2003, s. 125).
Det er meget muligt at økonomisk interdependence ikke er et ny fænomen, men den sociale - og teknologiske udvikling, ikke mindst i sidste halvdel af 1900-tallet, har stor betydning hvordan økonomisk interdependence påvirker sandsynligheden for krig. I dag er der større bevidsthed i befolkningen omkring den økonomiske interdependence, og hvilken betydning det har for velfærden. Derfor må det forventes at politiske beslutninger, der bringer samhandelen i fare, bedømmes af befolkningen på et andet grundlag end tidligere.
Desuden er der mange demokratiske lande, særligt i Vesteuropa, hvor befolkningen i dag nyder en grad af velstand, som ikke tidligere har været tilfældet, og som befolkningen ikke vil sætte på spil. Hvad man ikke har, kan man ikke miste, men hvad man har vænnet sig til er svært at undvære, og hvis det kan undgås, vil det være bedst.
Altså kan det godt være at den økonomiske interdependence ikke er noget nyt, men udviklingen på det politiske -, sociale – og teknologiske område giver denne interdependence en helt anden betydning end tidligere.
Realismen argumenterer også mod den betydning Liberal institutionalisme tilskriver internationale organisationer. Til trods for at stater samarbejder i internationale organisationer, har disse organisationer ingen betydning i sag selv. Internationale organisationer udgør blot rammerne for en magtfundert interaktion mellem stater, hvor den stærkeste vinder. Uden et overnationalt magtmonopol, ændre internationale organisationer ikke ved, at statssystemet er anarkisk, og at stater er selv-hjælpende (Jackson og Sørensen 2003, s.129).
Spørgsmålet er hvor meget orden der trods alt er i anarkiet, og hvor meget internationale organisationer kan påvirke selv-hjælpende stater, uden tilstedeværelsen af et overnationalt magtmonopol. Inden for samfundsvidenskaberne er der i dag stor tilslutning til at ’institutions matter’, og at institutioner påvirker medlemmernes rationale og præferencer.
Der er mange eksempler på at kollektivt fastsatte fælles normer, værdier og strategier, sætter begrænsninger for staters muligheder, uafhængigt af disses magtposition, ikke mindst i forbindelse med EU og WTO. Det kan ikke modsiges at staters magtposition, også har meget stor betydning inden for internationale organisationer. Men de enkelte staters magt bliver gennem internationale organisationer, sat overfor den magt andre stater har til sammen i en fælles sag, hvorfor der kommer en form for orden i systemet, selv uden et overstatsligt voldsmonopol, som kan minde om det nationale demokratiske system.
Endelig er der en realistisk argumentation mod den kausallogik, som tesen om liberal fred bygger på, nemlig at demokratisk styrform reducere sandsynligheden for krig, og dermed påvirker det internationale system. Realister argumenter for at det forholder sig omvendt, således at de forhold det internationale systems struktur, der determinere staters eksterne forhold, også har afgørende betydning for udformningen af staters nationale politiske system. Der argumenteres for at jo større en ekstern trussel en stat står overfor, eller tror at den står over for, jo mere vil statens udenrigspolitik blive bestemt på et ’autoritæret’ grundlag, og jo mere centraliseret vil statens politiske struktur være (Layne 1994, s.45).
Men realismens forklaring er ikke falsificerbar, idet forklaringen på at en stat bliver mindre demokratisk, altid kan findes. Hvis der ikke findes beviser for en konkret ekstern trussel, kan den mindre demokrati forklares med, at staten selv var overbevist om, at der fandtes en trussel.
Det er også tvivlsomt hvor meget demokratiet ’forstyrres’ i tilfælde af en ekstern trussel. Der er mange eksempler på demokratiske lande, der til trods for stor ekstern trussel, stadig fastsætter deres udenrigspolitik på fuldstændig demokratiske præmisser, under uændrede omstændigheder, og i åbne demokratiske institutioner. For eksempel USA og andre Vesteuropæiske lande under den kolde krig; USA, Danmark og Storbritannien som er i krig på nuværende tidspunkt, og ikke mindst Israel.
Litteratur
Jackson, Robert og Sørensen, Georg: “International relations, theories an approaches”, Oxford University Press, New York, 2003
Layne Christopher: ”Kant or Cant, the myth of democratic peace”, International Security, side 5-49 vol. 19, nr. 2., 1994
Oneal, John R. og Russett, Bruce: “finding peace in a world of hegemony and terrorism”, Oxford University Press og Japan Association of International Relations, 2003
PDF VERSION
lørdag den 29. november 2014
KAPITEL VII THOMAS AQUINAS - 1983
Kapitel VII: Thomas Aquinas
'Tenkningens historie 1'
Anfinn Stigen
Gyldendal Norsk Forlag
1983
ORIGINAL TEKST SCAN
Oversat af Poyan Taherloo 2014
PDF VERSION
'Tenkningens historie 1'
Anfinn Stigen
Gyldendal Norsk Forlag
1983
ORIGINAL TEKST SCAN
Oversat af Poyan Taherloo 2014
PDF VERSION
JØDER, KRISTNE OG MUSLIMER - 2013
Jøder, kristne og muslimer
Berlingske 15. december 2013
Kronik
Af Domprovst Anders Gadegaard
Når religion i den offentlige debat bliver gjort til et »stridens æble«, er det falsk varebetegnelse: De jødiske, muslimske og kristne hellige tekster proklamerer alle den troendes ansvar for at elske sin nabo.
Det danske samfund og de danske kulturværdier er baseret på et kristent menneskesyn. Men efter de sidste årtiers indvandring, er Danmark i højere grad blevet et multietnisk, multireligiøst samfund. Visse røster i den offentlige debat forsøger at benægte det, nogle endda at modarbejde det, men faktum er, at Danmark i dag befolkes af en masse mennesker med forskellig baggrund, hudfarve, holdninger, værdier og tro. Og i en globaliseret verden, og et EU der tilstræber arbejdskraftens frie bevægelighed, kan vi forvente at se endnu mere diversitet i fremtiden.
I løbet af de sidste 25 års politiske diskurs, har denne forskellighed i stigende grad været årsag til konflikt og konfrontation, og i nogle tilfælde endda forfølgelse: »Fremmedarbejdere« er blevet mødt med had og modstand, flygtninge underlagt kummerlige kår i et inhumant asyl-system, religiøse minoriteter er blevet mistænkeliggjort og overvåget. I denne fortløbende debat har religion spillet en ikke uvæsentlig rolle. Og tro er oftere blevet gjort til stridspunkt end det modsatte.
Vi vil med denne kronik gerne belyse, hvordan denne konfliktsøgende argumentation ikke stemmer overens med de abrahamiske religioners egne værdier, og er i direkte modstrid med de hellige teksters budskab. Både jødedom, kristendom og islam prædiker næstekærlighed og forbrødring, ikke blot blandt egne tilhængere, men mellem alle mennesker. Alle tre trosretninger indskærper sine tilhængere kærlighed og omsorg for ens nabo – uanset om naboen er en trosfælle eller en fremmed. Det bibelske ord for »nabo« er »næsten«. Min næste er min nærmeste i landsbyen, min frænde, min landsmand. I 3. Mosebog, kap. 19, vers 18 indskærpes næstekærlighedsbuddet for jøder og kristne: »Du skal elske din næste som dig selv.« Så højt skal man værdsætte sin nabo: Man skal elske ham/hende så meget, som man elsker sig selv.I en berømt jødisk fortælling kommer en hedning til den berømte rabbiner Hillel og kræver at lære jøde- dommen stående på ét ben. Hillel svarer: »Hvad du ikke vil, at man skal gøre mod dig, skal du heller ikke gøre mod andre. Det er Torahens kerne. Alt det andet er forklaringer.«
Profeten Muhammad siger tilsvarende: »Elsk for menneskeheden det, du elsker for dig selv.« (Hadith Bukhari) og Koranen 4:36 siger: »I skal være gode imod jeres forældre og slægtninge, forældreløse og fattige; imod den nabo, der er beslægtet, og den nabo, der ikke er beslægtet; imod ledsageren ved jeres side, imod den vejfarende og de slaver, I ejer!« Imam Hasan bin Ali (d.670) sagde desuden, at en god nabo ikke er den, som afstår fra at gøre fortræd mod sin nabo, men den, som tåler fortræd fra sin nabo. Eksemplarisk naboskab er at være tålmodig over for eventuelle gener.
Min næste og nabo er ikke udelukkende dem som bor umiddelbart ved siden af mig. Det kan være nabolaget, en arbejdskollega, medvandrende på en turistattraktion eller de medstuderende i et klasselokale. De mennesker man omgås, er alle ens nabo. Inden for islam er godt naboskab tegn på ens tro. Uden eksemplarisk naboskab kan man ikke tilegne sig de troendes kvaliteter. Man skelner ikke mellem tro og etnicitet for at blive klassificeret som nabo i islamisk teologi. Heller ikke inden for jødedommen er min næste »kun« min nabo. Med udgangspunkt i, at der kun findes én Gud, siger jødedommen, at der også kun findes én menneskehed: En menneskehed hvor alle nyder samme ret for Gud. To gange i sin daglige gudstjeneste udtaler jøden (Salme 145) »Gud er god mod alle, barmhjertig mod alt, hvad Han har skabt.«
3. Mosebog kap. 19 v. 34 siger: »Den fremmede, som bor hos jer, skal være som en indfødt iblandt jer, og du skal elske ham som dig selv, for I har været fremmede i Ægyptens land.« I kapitel 24 hedder det: »Den samme forskrift skal gælde for den fremmede som for den indfødte.« Det er jødisk tankegang at forstå pligten over for den fremmede som et religiøst påbud, idet der for Gud ikke gives nogen fremmed. I jødisk tankegang er der mange veje til Gud. Det betyder, at mennesker, der dyrker en anden monoteistisk religion, ikke alene er ligeværdige, men også har del i den kommende verden. Det er også »naboskab«.
Jesu forkyndelse i Det Nye Testamente radikaliserer også næstekærligheden, der ikke skal begrænses til ens nærmeste eller landsmænd, men til enhver, man kommer til at stå i forhold til, uanset om man har villet det eller ej. Grundfortællingen herom er Lignelsen om Den Barmhjertige Samaritaner (Lukasevangeliet 10, 25-37), der siger, at næstekærlighed er konkret hjælpsomhed overfor den/dem, der har brug for mig – uanset hvem de er og hvilken gruppe, de måtte tilhøre. I Matthæusevangeliet 5,24 siger Jesus sågar: »Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer«. Det er ikke nok blot at elske dem, man hører sammen med (familien, vennerne, fællerne) – nej, endog ens fjender skal man elske. Forligelse og forsoning er en central og uopgivelig del af kristen tro. Gud har forliget sig med os uanset vore fejl – derfor skylder vi at gøre det samme over for enhver, vi har et udestående med. En kristen må altid være parat til at være den første, der rækker hånden frem til forsoning og venskab.
Ordet »elske« er i bibelsk forstand ikke et følelsesord, men et handlingsord. »At elske« betyder »at gøre godt imod«. Med andre ord: Du skal gøre lige så godt imod din nabo, som du gør imod dig selv. Alt, hvad du søger at opnå for dig selv og din familie, skal du med andre ord være rede til at dele med din nabo, dine fæller. Jødedommen er som følge heraf en gerningsreligion. Det betyder, at kun der hvor den gode hensigt forvandles til handling, udtrykkes ægte jødedom. Princippet findes blandt andet i forholdet til enken og de faderløse: Man skal ikke alene være opmærksom på, at disse eksisterer, men man skal sørge for dem.
I 5. Mosebog kapitel 24, findes et utal af love der helt konkret forpligter jøder, blandt andet i forhold til den fattige. At lade et hjørne af marken stå var et påbud om, at der skulle være mulighed for, at den, der ikke selv ejer jord, også har ret til afgrøde, og bestemmelsen om, at hvis du under høst glemmer et neg på marken, må du ikke gå tilbage, for det skal tilhøre den fremmede, er vel på mange måder unik.
Dette er helt i tråd med islamisk tankegang: Da en af Profeten Muhammads trosfæller, Abdullah ibn Umar, havde slagtet et får, bad han den blive distribueret, startende med deres jødiske nabo. Med den holdning kan godt naboskab forandre et lokalsamfund.
Den kristnes forhold til Gud afspejler sig også i hans måde at handle – eller ikke handle – på over for sine naboer eller næster: I Matthæusevangeliet 25, 31-45 skilles fårene fra bukkene alt efter, om man har givet de fattige mad, vand og tøj, taget sig af de fremmede og syge og besøgt indsatte i fængsel. Jesus siger: »Alt, hvad I har gjort eller ikke gjort imod disse mindste, har I gjort – eller ikke gjort – imod mig.«
Kærlighed til og omsorg for næste og nabo er uomgængelig i alle de tre abrahamiske religioner. Og den begrænser sig ikke til den troendes allernærmeste, eller mennesker af samme tro eller herkomst. Den omfatter alle mennesker, den troende står overfor – nær såvel som fjern. I Matthæusevangeliet 22, 34-40 kalder Jesus sågar kærligheden til Gud og næsten for lovens vigtigste bud. Når religion således, i den offentlige debat, bliver gjort til et »stridens æble«, er det falsk varebetegnelse: De jødiske, muslimske og kristne hellige tekster proklamerer alle den troendes ansvar for både at elske sin nabo og yde omsorg for ham eller hende. At argumentere for det modsatte er at gå imod både Torahen, Bibelen og Koranens ord, og at gøre det med en af de hellige tekster i hånden, er direkte misrepræsentation.
Det er vores håb og mål, at danske jøder, kristne og muslimer vil tage disse ord til sig, og kunne sætte pris på de værdier for næstekærlighed og godt naboskab, som vore tre religioner har til fælles. Vi opfordrer både troende og ikke-troende i Danmark til at huske på de hellige skrifter, tænke over deres betydning i dag og gøre en indsats for godt naboskab.
-
http://www.b.dk/kronikker/joeder-kristne-og-muslimer
PDF VERSION
Berlingske 15. december 2013
Kronik
Af Domprovst Anders Gadegaard
Når religion i den offentlige debat bliver gjort til et »stridens æble«, er det falsk varebetegnelse: De jødiske, muslimske og kristne hellige tekster proklamerer alle den troendes ansvar for at elske sin nabo.
Det danske samfund og de danske kulturværdier er baseret på et kristent menneskesyn. Men efter de sidste årtiers indvandring, er Danmark i højere grad blevet et multietnisk, multireligiøst samfund. Visse røster i den offentlige debat forsøger at benægte det, nogle endda at modarbejde det, men faktum er, at Danmark i dag befolkes af en masse mennesker med forskellig baggrund, hudfarve, holdninger, værdier og tro. Og i en globaliseret verden, og et EU der tilstræber arbejdskraftens frie bevægelighed, kan vi forvente at se endnu mere diversitet i fremtiden.
I løbet af de sidste 25 års politiske diskurs, har denne forskellighed i stigende grad været årsag til konflikt og konfrontation, og i nogle tilfælde endda forfølgelse: »Fremmedarbejdere« er blevet mødt med had og modstand, flygtninge underlagt kummerlige kår i et inhumant asyl-system, religiøse minoriteter er blevet mistænkeliggjort og overvåget. I denne fortløbende debat har religion spillet en ikke uvæsentlig rolle. Og tro er oftere blevet gjort til stridspunkt end det modsatte.
Vi vil med denne kronik gerne belyse, hvordan denne konfliktsøgende argumentation ikke stemmer overens med de abrahamiske religioners egne værdier, og er i direkte modstrid med de hellige teksters budskab. Både jødedom, kristendom og islam prædiker næstekærlighed og forbrødring, ikke blot blandt egne tilhængere, men mellem alle mennesker. Alle tre trosretninger indskærper sine tilhængere kærlighed og omsorg for ens nabo – uanset om naboen er en trosfælle eller en fremmed. Det bibelske ord for »nabo« er »næsten«. Min næste er min nærmeste i landsbyen, min frænde, min landsmand. I 3. Mosebog, kap. 19, vers 18 indskærpes næstekærlighedsbuddet for jøder og kristne: »Du skal elske din næste som dig selv.« Så højt skal man værdsætte sin nabo: Man skal elske ham/hende så meget, som man elsker sig selv.I en berømt jødisk fortælling kommer en hedning til den berømte rabbiner Hillel og kræver at lære jøde- dommen stående på ét ben. Hillel svarer: »Hvad du ikke vil, at man skal gøre mod dig, skal du heller ikke gøre mod andre. Det er Torahens kerne. Alt det andet er forklaringer.«
Profeten Muhammad siger tilsvarende: »Elsk for menneskeheden det, du elsker for dig selv.« (Hadith Bukhari) og Koranen 4:36 siger: »I skal være gode imod jeres forældre og slægtninge, forældreløse og fattige; imod den nabo, der er beslægtet, og den nabo, der ikke er beslægtet; imod ledsageren ved jeres side, imod den vejfarende og de slaver, I ejer!« Imam Hasan bin Ali (d.670) sagde desuden, at en god nabo ikke er den, som afstår fra at gøre fortræd mod sin nabo, men den, som tåler fortræd fra sin nabo. Eksemplarisk naboskab er at være tålmodig over for eventuelle gener.
Min næste og nabo er ikke udelukkende dem som bor umiddelbart ved siden af mig. Det kan være nabolaget, en arbejdskollega, medvandrende på en turistattraktion eller de medstuderende i et klasselokale. De mennesker man omgås, er alle ens nabo. Inden for islam er godt naboskab tegn på ens tro. Uden eksemplarisk naboskab kan man ikke tilegne sig de troendes kvaliteter. Man skelner ikke mellem tro og etnicitet for at blive klassificeret som nabo i islamisk teologi. Heller ikke inden for jødedommen er min næste »kun« min nabo. Med udgangspunkt i, at der kun findes én Gud, siger jødedommen, at der også kun findes én menneskehed: En menneskehed hvor alle nyder samme ret for Gud. To gange i sin daglige gudstjeneste udtaler jøden (Salme 145) »Gud er god mod alle, barmhjertig mod alt, hvad Han har skabt.«
3. Mosebog kap. 19 v. 34 siger: »Den fremmede, som bor hos jer, skal være som en indfødt iblandt jer, og du skal elske ham som dig selv, for I har været fremmede i Ægyptens land.« I kapitel 24 hedder det: »Den samme forskrift skal gælde for den fremmede som for den indfødte.« Det er jødisk tankegang at forstå pligten over for den fremmede som et religiøst påbud, idet der for Gud ikke gives nogen fremmed. I jødisk tankegang er der mange veje til Gud. Det betyder, at mennesker, der dyrker en anden monoteistisk religion, ikke alene er ligeværdige, men også har del i den kommende verden. Det er også »naboskab«.
Jesu forkyndelse i Det Nye Testamente radikaliserer også næstekærligheden, der ikke skal begrænses til ens nærmeste eller landsmænd, men til enhver, man kommer til at stå i forhold til, uanset om man har villet det eller ej. Grundfortællingen herom er Lignelsen om Den Barmhjertige Samaritaner (Lukasevangeliet 10, 25-37), der siger, at næstekærlighed er konkret hjælpsomhed overfor den/dem, der har brug for mig – uanset hvem de er og hvilken gruppe, de måtte tilhøre. I Matthæusevangeliet 5,24 siger Jesus sågar: »Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer«. Det er ikke nok blot at elske dem, man hører sammen med (familien, vennerne, fællerne) – nej, endog ens fjender skal man elske. Forligelse og forsoning er en central og uopgivelig del af kristen tro. Gud har forliget sig med os uanset vore fejl – derfor skylder vi at gøre det samme over for enhver, vi har et udestående med. En kristen må altid være parat til at være den første, der rækker hånden frem til forsoning og venskab.
Ordet »elske« er i bibelsk forstand ikke et følelsesord, men et handlingsord. »At elske« betyder »at gøre godt imod«. Med andre ord: Du skal gøre lige så godt imod din nabo, som du gør imod dig selv. Alt, hvad du søger at opnå for dig selv og din familie, skal du med andre ord være rede til at dele med din nabo, dine fæller. Jødedommen er som følge heraf en gerningsreligion. Det betyder, at kun der hvor den gode hensigt forvandles til handling, udtrykkes ægte jødedom. Princippet findes blandt andet i forholdet til enken og de faderløse: Man skal ikke alene være opmærksom på, at disse eksisterer, men man skal sørge for dem.
I 5. Mosebog kapitel 24, findes et utal af love der helt konkret forpligter jøder, blandt andet i forhold til den fattige. At lade et hjørne af marken stå var et påbud om, at der skulle være mulighed for, at den, der ikke selv ejer jord, også har ret til afgrøde, og bestemmelsen om, at hvis du under høst glemmer et neg på marken, må du ikke gå tilbage, for det skal tilhøre den fremmede, er vel på mange måder unik.
Dette er helt i tråd med islamisk tankegang: Da en af Profeten Muhammads trosfæller, Abdullah ibn Umar, havde slagtet et får, bad han den blive distribueret, startende med deres jødiske nabo. Med den holdning kan godt naboskab forandre et lokalsamfund.
Den kristnes forhold til Gud afspejler sig også i hans måde at handle – eller ikke handle – på over for sine naboer eller næster: I Matthæusevangeliet 25, 31-45 skilles fårene fra bukkene alt efter, om man har givet de fattige mad, vand og tøj, taget sig af de fremmede og syge og besøgt indsatte i fængsel. Jesus siger: »Alt, hvad I har gjort eller ikke gjort imod disse mindste, har I gjort – eller ikke gjort – imod mig.«
Kærlighed til og omsorg for næste og nabo er uomgængelig i alle de tre abrahamiske religioner. Og den begrænser sig ikke til den troendes allernærmeste, eller mennesker af samme tro eller herkomst. Den omfatter alle mennesker, den troende står overfor – nær såvel som fjern. I Matthæusevangeliet 22, 34-40 kalder Jesus sågar kærligheden til Gud og næsten for lovens vigtigste bud. Når religion således, i den offentlige debat, bliver gjort til et »stridens æble«, er det falsk varebetegnelse: De jødiske, muslimske og kristne hellige tekster proklamerer alle den troendes ansvar for både at elske sin nabo og yde omsorg for ham eller hende. At argumentere for det modsatte er at gå imod både Torahen, Bibelen og Koranens ord, og at gøre det med en af de hellige tekster i hånden, er direkte misrepræsentation.
Det er vores håb og mål, at danske jøder, kristne og muslimer vil tage disse ord til sig, og kunne sætte pris på de værdier for næstekærlighed og godt naboskab, som vore tre religioner har til fælles. Vi opfordrer både troende og ikke-troende i Danmark til at huske på de hellige skrifter, tænke over deres betydning i dag og gøre en indsats for godt naboskab.
-
http://www.b.dk/kronikker/joeder-kristne-og-muslimer
PDF VERSION
MENNESKERETTIGHEDER I ISLAM
Menneskerettigheder i Islam
'Human rights in Islam'
World Assembly of Muslim Youth (WAMY)
Oversat af Karima Fahim.
I Allahs Navn, den Nådige, den Barmhjertige
Eftersom Allah er menneskets og Universets absolutte Hersker, er Han den Suveræne Herre, Opretholderen og Ernæreren, den Barmhjertige, Hvis nåde værner om alle væsner; og eftersom Han har givet alle menneskelig værdighed og ære, og pustet liv fra Sin egen Ånd ind i dem, er det naturligt at alle mennesker, idet de er forenet med Ham og gennem Ham, i bund og grund er ens, bortset fra deres andre menneskelige egenskaber. Der kan ikke gives nogen egentlig eller håndgribelig sondring mellem dem, på grund af deres tilfældige forskelle, som f.eks. nationalitet, farve eller race. Ethvert menneske er derved beslægtet med alle andre og alle bliver til ét broderfællesskab i deres ærefulde og velgørende hengivenhed for Universets mest medfølende Herre. I en sådan himmelsk atmosfære er den islamiske bekendelse af Guds Enhed fremherskende og central, og medfører nødvendigvis begrebet om menneskehedens enhed og broderskab.
Skønt der kunne oprettes en islamisk stat i en hvilken som helst del af verden, søger Islam ikke at begrænse menneskers rettigheder og privilegier til den ene stats geografiske grænse. Islam har fastlagt nogle universelle og grundlæggende rettigheder for menneskeheden som helhed, som skal overholdes og respekteres under alle omstændigheder, uanset om personen er bosat indenfor eller udenfor den islamiske stats område, uanset om han er i krig eller fred med staten. Koranen siger ganske klart:
"Oh, I som tror, vær standhaftige for Allahs sag, for I er vidner med retfærdighed. Og lad ikke fjendskab til et folk forlede jer til synd, så I ikke handler retfærdigt. Vær retfærdige! Det er nærmere ved gudsfrygt..."(5:8)
Menneskeblod er under alle omstændigheder ukrænkeligt og må ikke udgydes uden begrundelse. Hvis nogen overtræder menneskeblodets ukrænkelighed, betragter Koranen det som ensbetydende med, at man har dræbt hele menneskeheden.
"Den der dræber et menneske, hvis det ikke er for at gengælde et andet mord eller for oprør i landet, så skal det (for ham) være som om, han har dræbt hele menneskeheden." (5:33)
Det er ikke tilladt at undertrykke kvinder, børn, gamle, syge eller sårede. Kvinders ære og ærbarhed skal respekteres i alle situationer. Den sultne skal bespises, den nøgne skal beklædes og den sårede eller syge skal behandles, uanset om de tilhører det islamiske samfund eller dets fjender.
Når man taler om menneskerettigheder i Islam, menes der faktisk at disse rettigheder er blevet skænket af Allah; de er ikke blevet skænket af nogen konge eller lovgivende forsamling. De rettigheder, konger og lovgivende forsamlinger giver, kan blive trukket tilbage på samme måde, som de blev givet. Det samme er tilfældet med de rettigheder, diktatorer antager og vedkender sig. De kan give dem, når de har lyst, og trække dem tilbage, når de ønsker det, og de kan overtræde dem offentligt, hvis de vil. Men eftersom menneskerettigheder i Islam er blevet skænket af Allah, har ingen lovgivende forsamling i verden eller regering på jorden ret eller myndighed til at lave en ændring eller omlægning af de gudgivne rettigheder. Ingen har ret til at ophæve eller fjerne dem. De er ikke grundlæggende menneskerettigheder, som er givet på papir for syns skyld, og benægtet i det virkelige liv når opvisningen er slut. De er heller ikke ligesom filosofiske begreber, der ikke har nogen stadfæstelse bag sig.
De Forenede Nationers bekendtgørelser og resolutioner kan ikke sammenlignes med de rettigheder, Allah har stadfæstet, fordi det første ikke kan anvendes på nogen som helst, hvorimod det sidste kan anvendes på enhver troende. Det er en del af den Islamiske tro og indpakket i samme. Enhver muslim eller administrator, som erklærer sig selv for muslim, skal erkende og håndhæve dem. Hvis han undlader det og begynder at benægte de rettigheder, Allah har garanteret os, og laver ændringer og omlægninger i dem, og rent faktisk bryder dem, alt imens han hykler for dem, er den Hellige Korans dom over en sådan regering klar og utvetydig:
"Og de der ikke dømmer efter det, Allah har åbenbaret, er da de vantro." (5:45)
Menneskerettigheder i en islamisk stat
Sikkerhed for liv og ejendom
I den tale, som profeten gav i anledning af sin sidste pilgrimsrejse, sagde han: "Jeres liv og ejendom er forbudt for hinanden, indtil I møder jeres Herre på Opstandelsens Dag." Profeten har også sagt angående dhimmi'erne (de ikke-muslimske borgere i en muslimsk stat): "En der dræber et menneske, han har en pagt med (altså en dhimmi), vil end ikke lugte Paradisets duft."
Beskyttelse af ære
Koranen slår fast:
I troende, lad ikke en gruppe af folk gøre nar ad en anden gruppe. Smæd ikke hinanden. Fornærm ikke ved at bruge øgenavne. Bagtal ikke, og tal ikke dårligt om hinanden. (49:12-13)
Privatlivets ukrænkelighed og sikkerhed
Koranen har fastlagt påbudet:
Udspioner ikke hinanden. Gå ikke ind i et hus, uden du er sikker på beboernes samtykke.
Sikkerhed for personlig frihed
Islam har fastsat det princip, at ingen borger kan fængsles, uden at hans skyld er blevet bevist i en offentlig retshøring. At arrestere et menneske udelukkende på grund af mistanke og at smide ham i fængsel uden korrekt, retslig proces, og uden at give ham en rimelig mulighed for at fremstille et forsvar, er ikke tilladt i Islam.
Retten til at protestere mod tyranny
Blandt de rettigheder, Islam har givet mennesker, er retten til at protestere mod regeringstyranni. Koranen siger, idet den henviser til dette emne: "Allah elsker ikke ond tale i offentlighed, med mindre det gøres af én, der er blevet skadet derved." Som tidligere anført, tilhører al magt og myndighed i Islam Allah, og til mennesket er der kun overdraget magt, som bliver en forvaltning; enhver som bliver modtager eller donator af en sådan magt, skal stå i mægtig æregrygt foran sit folk, på hvem og for hvis skyld han vil blive anmodet om at bruge denne magt. Dette blev anerkendt af den første kalif Abu Bakr, som i sin allerførste tale sagde: "Samarbejd med mig, når jeg har ret, men korriger mig, når jeg begår fejl. Adlyd mig, sålænge, jeg følger Allah og Hans profets ordre, men vend jer fra mig, når jeg afviger."
Ytringsfrihed
Islam giver hele den islamiske stats borgere retten til tanke- og ytringsfrihed på betingelse af, at den bruges til udbredelse af dyd og sandhed, og ikke for at sprede ondskab og dårligdom. Den islamiske opfattelse af ytringsfrihed er bedre end den opfattelse, der er fremherskende i Vesten. Islam tillader under ingen omstændigheder udbredelse af ondskab og dårligdom. Islam giver heller ikke nogen ret til at bruge grove og frastødende vendinger i kritikkens navn. Muslimerne plejede at forhøre sig hos den hellige profet, om hvorvidt han havde fået åbenbaret en guddommelig formaning, om et bestemt anliggende. Hvis han sagde, at an ikke havde modtaget nogen formaning, udtrykte muslimerne frit deres mening om sagen.
Foreningsfrihed
Islam har også givet folk ret til foreningsfrihed og dannelse af partier eller
organisationer. Denne rettighed er også underkastet bestemte generelle regler.
Samvittigheds- og overbevisningsfrihed
Islam har fastlagt påbudet: Der skal ikke være tvang i tro. Modsat berøver totalitære samfund fuldstændig den enkeltes frihed. Denne uretmæssige ophøjelse af statsmagten, postulerer så sandelig en slags slaveri for mennesket. På et tidspunkt betød slaveri et menneskes fuldstændige kontrol over et andet menneske. Nu er den slags slaveri blevet retsligt afskaffet, men i stedet pålægger totalitære samfund en lignende slags kontrol over enkeltpersoner.
Beskyttelse af religiøse synspunkter
Foruden retten til egen overbevisning og samvittighed, har Islam givet mennesker retten til at deres religiøse synspunkter vil blive givet den fornødne respekt, og at intet vil blive sagt eller gjort, der kan gøre indgreb i menneskers ret.
Beskyttelse mod vilkårlig fængsling
Islam anerkender også den enkeltes ret til ikke at blive arresteret eller fængslet for andres forseelser. Koranen har klart fastlagt dette princip: "Ingen, der bærer sin egen byrde, skal tvinges til at bære andres byrde".
Retten til livets basale behov
Islam har erkendt de nødlidendes ret, og at de vil blive forsynet med hjælp og bistand: "Og i deres rigdom er der bekræftende ret for de nødlidende og subsistensløse".
Lighed for loven
Islam giver sine borgere ret til fuldkommen lighed i lovens øjne.
Ingen herskere over loven
En kvinde, der tilhørte en mægtig og ædel familie, blev arresteret i forbindelse med tyveri. Sagen blev bragt for profeten, og det blev anbefalet, at hun måske burde skånes for straf. Profeten svarede: "De nationer, der levede før jer, blev ødelagt af Allah, fordi de straffede den menige mand for deres forseelser, og lod deres standspersoner gå ustraffet hen; jeg sværger ved Ham, der holder mit liv i Sin hånd, at selv hvis Fatima, Muhammads datter, havde begået denne forbrydelse, ville jeg amputere hendes hånd".
Retten til at deltage i statsanliggender
"Og hvis lov er gensidig rådslagning". (42:37) Shura'en, eller den lovgivende forsamling, betyder udelukkende, at regeringens leder og forsamlingens medlemmer skal vælges ved folkets frie og uafhængige valg.
Til sidst skal det gøres klart, at Islam prøver at opnå de ovennævnte menneskerettigheder og mange andre, ikke kun ved at oprette bestemte retslige beskyttelsesforanstaltninger, men hovedsagelig ved at opfordre menneskeheden til at overskride det nedre niveau for dyreliv, ved at kunne gå udover mere end blot forpligtelser næret af slægtskab, race-overlegenhed, sprogligt hovmod og økonomiske privilegier. Den opfordrer hele menneskeheden til at fortsætte til et eksistensplan, hvor mennesket i kraft af sine indre gode egenskaber, kan erkende idealet for menneskehedens broderskab.
-
http://www.islam.dk/menneskerettigheder/
PDF VERSION
TILBEDELSE I ISLAM
Tilbedelse i Islam
'Concept of worship in Islam'
World Assembly of Muslim Youth (WAMY)
Oversat af Karima Fahim
I Allahs Navn, den Nådige, den Barmhjertige
Begrebet tilbedelse i Islam bliver misforstået af mange mennesker, selv af nogle muslimer. Tilbedelse forstås sædvanligvis som det at udøve rituelle handlinger, såsom bønner, faste, velgørenhed, o.s.v. Denne begrænsede forståelse af tilbedelse er kun en del af betydningen af tilbedelse i Islam. Det er derfor, den traditionelle definition af tilbedelse i Islam er vidtfavnende, og omfatter næsten alt i ethvert menneskes virke. Definitionen lyder nogenlunde således: "Tilbedelse er et omfattende udtryk for alt det, Gud elsker af en persons ydre og indre ytringer og handlinger." Med andre ord, tilbedelse er alt det man siger og gør for Allahs skyld, med det formål at glæde Skaberen. Dette indbefatter selvfølgelig ritualer, såvel som tro, sociale aktiviteter og en personlig indsats for ens medmenneskers almene vel.
Islam ser på mennesket som en helhed. Man påbydes at underkaste sig Allah fuldstændigt, som Koranen befalede profeten Muhammad (Gfvmh) at gøre: "Sig (O Muhammad) min bøn, mit offer, mit liv og min død er helliget Allah; Han har ingen partner og jeg er påbudt at være imellem dem der underkaster sig, og er Muslimer." (6:162) Det naturlige resultat af denne underkastelse er, at alle ens aktiviteter skal tilpasses efter den vejledning, man modtager af den, man underkaster sig. Eftersom Islam er en livsstil, kræver det, at dens tilhængere former deres liv efter dens lære i enhver henseende, religiøs eller andre. Det lyder måske underligt for nogle, som anser religion for at være et personligt forhold mellem det enkelte menneske og Gud, uden at det har indflydelse på ens aktiviteter udover ritualerne.
Faktisk værdsætter Islam ikke ritualer alene, når de udføres mekanisk og uden indflydelse på ens indre liv. Koranen henvender sig til de troende og deres naboer blandt "bogens folk", som de diskuterede ændringen af Qibla (bederetningen) med i det følgende vers:
Det er ikke retskaffenhed når du (i din bøn) vender ansigtet mod øst eller vest; men det er retskaffenhed at tro på Allah og den Sidste Dag og englene og Bogen og budbringerne; (og det er retskaffenhed) at bruge af sin formue - uanset at man holder af den - på ens beslægtede, på forældreløse, på de trængende, på de rejsende, på dem der beder om hjælp og til at frikøbe slaver; at være punktlig med bønnen og (den rette) handling, regelmæssigt at være godgørende, at fuldbyrde de kontrakter man har indgået og at være fast og pålidelig i smerte og modgang og i krigstider. Sådanne er folk af sandhed, de, der vender sig til Allah. (2:177).
Handlingerne i det ovenstående vers, er retskafne handlinger, og de er kun en del af tilbedelse i Islam. Profeten (Gfvmh) fortalte os om troen, som er grundlaget for tilbedelse, at den er "sammensat af godt og vel 60 grene; af hvilke den højeste er troen på Allahs Enhed, det vil sige, at der ingen Gud er undtagen Allah; og den laveste form for tilbedelse er at fjerne forhindringer og snavs fra folks vej."
Anstændigt arbejde anses for en slags tilbedelse. Profeten (Gfvmh) sagde:
"Den der ved aftenstide er træt af dagens arbejde, vil få sine synder tilgivet af Gud." At søge viden er en af de største former for tilbedelse. Profeten (Gfvmh) fortalte sine venner, at "det at søge viden er en (religiøs) pligt for enhver muslim." I en anden udtalelse sagde han: "Det at søge viden i en time er bedre end at bede i 70 år." Selskabelig høflighed og samarbejde er en del af tilbedelsen, når det gøres for Allahs skyld, som Profeten fortalte os: "At modtage dine venner med et smil er en form for velgørenhed, at hjælpe en person med at læsse hans arbejdsdyr er en velgørende gerning og at fylde din nabos spand med vand er en velgørenhed."
Det er værd at bemærke, at selv det at gøre sine pligter ses som en form for tilbedelse. Profeten (Gfvmh) fortalte os at alt hvad en mand bruger på sin familie, er en form for velgørenhed; han vil blive belønnet for det, hvis det han bruger er erhvervet ved hjælp af lovlige midler. Venlighed imod ens familiemedlemmer er en handling af tilbedelse, som når man bogstaveligt talt putter en mundfuld mad i sin kones mund. Ikke kun dette, men selv de handlinger vi i høj grad nyder at udføre, når de udføres ifølge Profetens vejledning, betragtes som tilbedelseshandlinger. Profeten (Gfvmh) fortalte sine venner, at de ville få belønning selv for at have samleje med deres hustruer. Vennerne blev forbavsede og spurgte: "Hvordan er det muligt at blive belønnet for at gøre noget, vi i høj grad nyder?" Profeten spurgte dem: "Forestil jer, at I tilfredsstiller jeres lyster ulovligt, tror I så ikke, at I vil blive straffet for det?" De svarede "Jo." Derpå sagde Profeten: "Ved at tilfredsstille jeres begær lovligt med jeres hustruer, bliver I belønnet for det." Dette betyder at det er en handling af tilbedelse. Islam anser således ikke sex for noget urent, man bør undgå. Det er kun urent og syndigt, når det tilfredsstilles udenfor ægteskab.
Udfra det foregående er det tydeligt, at begrebet tilbedelse i Islam er et vidtomfattende begreb, som indeholder alle positive handlinger hos den enkelte. Dette er selvfølgelig i overensstemmelse med Islams altomfattende natur, som livsstil. Den regulerer det menneskelige liv på alle niveauer; det personlige, det sociale, det økonomiske, det politiske og det åndelige. Derfor yder Islam vejledning ned til mindste detalje i ens liv, på alle niveauer. Ved således at følge disse detaljer, følger man islamiske forskrifter på de enkelte områder. Det er meget opmuntrende, når man bliver klar over, at Gud anser alle ens aktiviteter som tilbedelseshandlinger. Dette burde få enhver til at søge Allahs tilfredshed i sine handlinger, og altid prøve at opføre sig på den bedst mulige måde, hvad enten hans overordnede vogter over ham, eller han er alene. Der vil altid være den evige tilsynsførende som ved alt, nemlig Allah. Når vi først omtaler den ikke-rituelle tilbedelse i Islam, er det ikke for at undervurdere vigtigheden af de rituelle handlinger. Rituel tilbedelse, hvis den udføres i den sande ånd, højner faktisk mennesket moralsk og åndeligt, og sætter ham i stand til at udføre sine aktiviteter på alle livets områder i overensstemmelse med Allahs vejledning. Blandt den rituelle tilbedelse indtager Salah (rituel bøn) nøglestillingen af to grunde. For det første er den kendetegnet på en troende. Dernæst afholder bønnen det enkelte menneske fra at foretage alle slags vederstyggeligheder og uvaner, ved at give ham en mulighed for direkte kommunikation med sin Skaber, mindst fem gange om dagen, hvorved han fornyer sin pagt med Allah og igen og igen søger Hans vejledning: "Dig alene tilbeder vi, Dig alene beder vi om hjælp. Led os på den Rette Vej" (1:5-6). Faktisk er Salah den første praktiske tilkendegivelse af tro og også den første af de grundlæggende betingelser for den troendes fremgamg: "De troende vil visselig udvikle sig (fra trin til trin), de som er ydmyge i deres bønner." (23:2-3). Det samme er blevet betonet af profeten (Gfvmh) på en anden måde. Han siger: "For dem, som fremfører Salah med stor omhu og punktlighed, bliver den som et lys, et bevis på deres tro og en årsag til deres frelse på Dommedag."
Efter Salah er Zakah (obligatorisk skat til underhold af fattige) en vigtig søjle i Islam. I Koranen bliver Salah og Zakah mest omtalt samlet. Ligesom Salah er Zakah en tilkendegivelse af tro, som bekræfter at Gud er Eneejer af alt i universet, og alt hvad vi besidder, er betroede midler i vore hænder, over hvilke Allah har gjort os til formyndere, for at forvalte dem på den måde, som Han har fastlagt: "Tro på Allah og Hans sendebud og giv ud af det, Vi har gjort Jer til arvinger af." (57:8).
I den henseende er Zakah en handling af hengivenhed, der ligesom bøn bringer den troende tættere på sin Herre.
Udover dette er Zakah en måde at omlægge rigdom, så forskellen mellem klasser og grupper bliver mindre. Det er et reelt bidrag til social stabilitet. Ved at rense den riges sjæl for egoisme og den fattiges sjæl for misundelse og vrede imod samfundet, tilstopper det de kanaler, der fører til klassehad, og lader på den måde nye broderskaber og solidaritet springe frem.
Siyam (faste i Ramadan måneden) er en anden søjle i Islam. Fastens væsentligste opgave er at gøre muslimen ren 'indefra' ligesom andre aspekter af Shariah gør ham ren 'udefra'. På grund af denne renhed retter han sig efter det, der er rigtigt og godt, og undgår det, der er falsk og dårligt. Dette kan vi læse i vers 2:184 i Koranen: "O I som tror, det er Jer foreskrevet at faste, ligesom det var foreskrevet dem før Jer, for at I må blive retfærdige." I en pålidelig overlevering, berettede Profeten, at Allah sagde: "Han (muslimen) indstiller midlertidigt mad, drikke og tilfredsstillelse af sit seksuelle begær for Min skyld." Således bliver hans belønning, ifølge Allahs store gavmildhed.
Dernæst vækker faste den enkeltes samvittighed og giver den spillerum til udfoldelse i en fælles oplevelse for hele samfundet på én gang, for på den måde at give den enkelte mere styrke. Desuden tilbyder faste den overbebyrdede menneskelige maskine et tvunget hvil i en hel måned. Faste minder ligeledes den enkelte om dem, der mangler livsnødvendigheder hele året igennem eller hele livet igennem. Det får den fastende til at indse andres lidelser, de ringere stillede brødre i Islam, og således fremkalder det en følelse af sympati og godhed mod dem.
Tilsidst kommer vi til Al-Hajj (pilgrimsrejse til Allahs Hus i Mekka). Denne meget vigtige søjle i Islam giver udtryk for et enestående sammenhold, der driver alle slags forskelle bort. Muslimer fra alle verdenshjørner, der bærer det samme tøj, besvarer pilgrimsfærdens kald med én stemme og ét sprog: "LABBAIK ALLA HUMMA LABBAIK" (Her er jeg til Din tjeneste O Herre!). På pilgrimsfærden udøves der fuldstændig selvdisciplin og kontrol, hvor ikke kun hellige ting er holdt i ære, men selv planter og fugles liv er ukrænkeliggjort, så alt lever i sikkerhed: "Dette (er Allahs bud). Og den, der ærer Allahs hellige ting, vil få det godt hos sin Herre." (22:31). "Således (er det). Og den, som ærer Allahs hellige tegn (skal vide), at det, at ære dem på rette måde kommer visselig af hjerternes gudsfrygt." (22:33).
Pilgrimsrejse giver alle muslimer fra alle grupper, klasser, organisationer og regeringer fra hele den muslimske verden en mulighed for at mødes hvert år til en stor kongres. Tiden og mødestedet for denne kongres er bestemt af deres eneste Gud. Invitation til at deltage er åben for enhver muslim. Ingen har magt til at udelukke nogen som helst. Enhver muslim, der deltager er garanteret fuld sikkerhed og frihed, når blot han ikke selv krænker dens sikkerhed.
Tilbedelse i Islam, hvad enten den er rituel eller ikke-rituel, oplærer således den enkelte, på en sådan måde, at han elsker sin Skaber mest og derved får en urokkelig vilje og ånd til at fjerne alt ondt og undertrykkelse fra det menneskelige samfund, og gøre Allahs ord fremherskende i verden.
-
PDF VERSION
STORAYATOLLAH MONTAZERI - 2009
Storayatollah Montazeri i svar på brevet skrevet af 293 oplyste og intellektuelle
I Guds navn
'Alene de tålmodige vil blive tilbagebetalt deres belønning til fulde uden foranstaltninger' (Vers fra Den Hellige Koran)
Ærefulde og kære brødre og søstre, oplyste tænkere, med hilsner og velsignelser, i svar på brevet af 88/6/1 med taknemmelighed og påskønnelse for det iranske folks heltemod og modstandskamp, siger jeg at jeg har foreslået måder til at deeskalere krisen. Tilsyneladende har Deres excellencer dog isoleret sig selv og lukket Deres øjne og øre for Deres egen verdslige mål. Men mens modstandskampen stadig lever i hjertet på mange og nogle stadig holder tortur og fængsel ud, er jeg ikke uden håb. Jeg håber stadig at mere end en fraktion af dette system som har vansmægtet og holdt ud vil overleve, og at den Islamiske republik kan redes, før det er for sent.
Islam er en ren religion af guddommelighed og ifølge denne, er tanke- og ytringsfrihed ubestridelige. Om beskaffenheden af accept af religion, anfører Koranen: religion er ikke accepteret gennem tvang. Religion skal accepteres gennem logik og begrundelse. Ifølge traditionen for profeten af Islam og hans familie (hans ufejlbarlige efterfølgere) skal folket have rettigheden til at kritisere og protestere, med fuld frihed og fraværet af nogen som helst frygt. Den største uretfærdighed mod Islam er undertrykkelse af folket under banneret af en islamisk regering.
Jeg håber at lederne som har faret vildt fra den rette vej vender tilbage og at de returnerer folkets stjålne rettigheder. Jeg håber at de kompenserer skaderne, at de løslader de uskyldige, og at de ikke latterliggøre den Islamiske domstol yderligere med denne propaganda retssag. Eller i det mindste, håber jeg at de har modet til at bekendtgøre at denne regering ikke er en republik og ikke er islamisk, og at ingen har ret til at protestere og kritisere.
I denne hellige Ramadan måned, håber jeg, at Gud må rede os fra vores fejl, og fortsætte med at tilbyde sin hellige vejledning.
Hussein Ali Montazeri
26. august 2009
-
http://www.amontazeri.com/farsi/f1.asp
PDF VERSION
I Guds navn
'Alene de tålmodige vil blive tilbagebetalt deres belønning til fulde uden foranstaltninger' (Vers fra Den Hellige Koran)
Ærefulde og kære brødre og søstre, oplyste tænkere, med hilsner og velsignelser, i svar på brevet af 88/6/1 med taknemmelighed og påskønnelse for det iranske folks heltemod og modstandskamp, siger jeg at jeg har foreslået måder til at deeskalere krisen. Tilsyneladende har Deres excellencer dog isoleret sig selv og lukket Deres øjne og øre for Deres egen verdslige mål. Men mens modstandskampen stadig lever i hjertet på mange og nogle stadig holder tortur og fængsel ud, er jeg ikke uden håb. Jeg håber stadig at mere end en fraktion af dette system som har vansmægtet og holdt ud vil overleve, og at den Islamiske republik kan redes, før det er for sent.
Islam er en ren religion af guddommelighed og ifølge denne, er tanke- og ytringsfrihed ubestridelige. Om beskaffenheden af accept af religion, anfører Koranen: religion er ikke accepteret gennem tvang. Religion skal accepteres gennem logik og begrundelse. Ifølge traditionen for profeten af Islam og hans familie (hans ufejlbarlige efterfølgere) skal folket have rettigheden til at kritisere og protestere, med fuld frihed og fraværet af nogen som helst frygt. Den største uretfærdighed mod Islam er undertrykkelse af folket under banneret af en islamisk regering.
Jeg håber at lederne som har faret vildt fra den rette vej vender tilbage og at de returnerer folkets stjålne rettigheder. Jeg håber at de kompenserer skaderne, at de løslader de uskyldige, og at de ikke latterliggøre den Islamiske domstol yderligere med denne propaganda retssag. Eller i det mindste, håber jeg at de har modet til at bekendtgøre at denne regering ikke er en republik og ikke er islamisk, og at ingen har ret til at protestere og kritisere.
I denne hellige Ramadan måned, håber jeg, at Gud må rede os fra vores fejl, og fortsætte med at tilbyde sin hellige vejledning.
Hussein Ali Montazeri
26. august 2009
-
http://www.amontazeri.com/farsi/f1.asp
PDF VERSION
Abonner på:
Kommentarer (Atom)