Tesen om ’Liberal Fred’
Liberal tradition inden for International Politik
Udarbejdet af Poyan Taherloo - November 2005
Den liberale tradition inden for IP stammer fra tiden omkring fremkomsten af de moderne liberale stater. Liberale filosofer som Locke, Bentham og Kant, så et stort potentiale for menneskelig fremskridt, i civilsamfund og kapitalistisk økonomi, hvilket kunne opnås hvis staten kunne sikre individets frihed. Den liberale tradition bygger således på grundantagelser omkring et optimistisk menneskesyn, en lineær historieopfattelse og en opfattelse af at staten skal være garant for individets frihed.
Den liberale teori bygger på et optimistisk menneskesyn, hvor det rationelle og ’egennyttemaksimerende’ menneske betragtes, som værende i stand til at indse de mange fælles interesser, mennesker imellem, og de store fordele der kan opnås ved at samarbejde, såvel nationalt som internationalt.
Med udgangspunkt i et optimistisk menneskesyn, bygger liberal teori på en lineær historieopfattelse, hvor mennesket er i stand til at lære af fortidens fejl, og hvor den historisk akkumulerede viden, danner grundlag for varige fremskridt mod velstand og samarbejde.
For at det skal kunne lykkedes at opnå disse menneskelige fremskridt, er det nødvendigt at staten opretholder lov og orden, og sikre individets frihed og ejendom.
På baggrund af disse antagelser, argumentere liberalister for, at de menneskelige fremskridt, særligt i forbindelse med moderniseringsprocessen, vil udmønte sig i et øget international samarbejde og fred (Jackson og Sørensen 2003, s. 106-108).
Liberal fred
Tesen om ’liberal frem’ er på mange måder meget central i den liberale tradition, og stammer oprindeligt fra Immanuel Kant, som i sin bog ’Perpetual Peace’, fra 1795, opstiller nogle forudsætninger for international fred. Det kan udledes fra Kants oprindelige tekst at international fred afhænger af udbredelsen af demokratiske styreformer, økonomisk interdependence samt international ret og internationale organisationer (Oneal og Russett 2003, s. 267).
Heraf er der tre hypoteser, som hver især betones særligt inden for forskellige retninger af liberal teori, men udbredelsen af demokratiske styreformer er særlig vigtig, hvorfor tesen også betegnes ’demokratisk fred’. Det skyldes at individets frihed, som i demokratiske stater, netop er en forudsætning for at kunne udnytte det menneskelige potentiale. Den første hypotese er at demokratier er mere tilbageholdende med at anvende magt, særligt mod andre demokratier, end ikke-demokratier, hvilket er centralt, inden for Republikansk liberalisme. Den anden hypotese er, at økonomisk interdependence udgør et vigtigt incitament til, at bevare fredelige relationer mellem demokratier, hvilket er centralt i Interdependence liberalisme. Endelig er der en hypotese om at internationale organisationer påvirker demokratierne til at undgå krig, hvilket er centralt i Institutionel liberalisme (Oneal og Russett 2003, s. 273 og Jackson og Sørensen 2003, s. 112 ff.).
I tesen om liberal fred er de tre faktorer, der har betydning for fred, ikke isoleret i forhold til hinanden, men forstærker hinanden gensidigt. For eksempel kan internationale forhold udvikle sig til fredelig interaktion, gennem gensidig fordelagtig økonomisk samhandel, forsikret af international ret, og kontrolleret af – og forhandlet i internationale organisationer (Oneal og Russet 2003, s. 281).
Teoretisk argumentation
Der er to overordnede forklaringer på at demokratier er mindre tilbøjelig til at føre krig mod hinanden. Den ene forklaring er at demokratiske lande, normalt løser nationale konflikter fredeligt gennem dialog og forhandling, uden at ty til trusler og vold, og idet demokratiske stater er bevidste om at andre demokratier har samme normer, vil demokratier anvende denne fremgangsmåde overfor hinanden. Det skyldes ikke mindst en respekt for de fælles demokratiske normer og værdier, hvorfor det vil være almindeligt med forhandling og kompromis, og uacceptabelt at anvende trusler og magt.
Den anden grund er at demokratiske ledere står til regnskab for deres beslutninger, som løbende evalueres i åbne demokratiske institutioner. Idet omkostningerne ved at føre krig er høje, og i sidste ende kan koste demokratiske ledere magten, er disse mindre tilbøjelige til at føre krig. Autoritære ledere derimod står ikke til ansvar på samme måde, idet de kan forblive på magten, ved at undertrykke deres befolkninger (Oneal og Russet 2003, s. 274).
Der er ligeledes to overordnede forklaringer på at øget økonomisk interdependence mellem demokratier reducere sandsynligheden for krig, imellem disse. Den ene forklaring er at en øget samhandel mellem stater, samtidig medfører en øget kommunikation mellem disse, som også går udover en specifik handelsrelateret kommunikation, hvilket danner grundlag for gensidig forståelse, anerkendelse og samarbejde.
Den anden forklaring er at fred mellem stater er afgørende for samhandel mellem stater, hvorfor øget samhandel mellem stater betyder, at der vil være større politisk modstand mod at indlede en krig, og dermed miste den økonomiske gevinst ved samhandel (Oneal og Russet 2003, s. 275).
Der er mange forklaringer på at internationale organisationer påvirker staters adfærd, så de er mindre tilbøjelige til at føre krig. Nogle af de overordnede er at internationale organisationer reducere usikkerhed ved at forsyne medlemsstaterne med information og fora for samarbejde og dialog, fungere som mægler i konflikter mellem stater, præger staters normer, tydeliggør fælles interesser og udgør et fælles referencepunkt for stater (Oneal og Russet 2003, s. 276).
Empirisk argumentation
En af de undersøgelser der bekræfter tesen om liberal fred, er en statistisk analyse af staters adfærd overfor hinanden i perioden 1885-1992. I denne undersøgelse er alle stater blevet opstillet over hinanden i par, hvilket har givet mere end 230.000 sager, hvor en sag er forholdet mellem to stater i et givent år. Endvidere er hver stat, hvert år, i denne periode blevet placeret på en skala over hvor demokratiske denne stat er bedømt til at være, hvor meget økonomisk interdependence der har været mellem den pågældende stat og hver af de andre stater, og hvor mange internationale organisationer den pågældende stat har været medlem af, som den anden stat i en sag også er medlem af.
I bedømmelsen af graden af demokrati har man set på, tilstedeværelsen af institutioner og procedure, hvorigennem borgerne har mulighed for at tilkendegive deres præferencer vedrørende alternative politikker og ledere, institutionelle begrænsninger i statens magtudøvelse, samt garantier for borgernes frihed i deres dagligdag og i politisk deltagelse (Oneal og Russet 2003, s. 272).
I bedømmelsen af graden af interdependence har man for hver sag lagt det ene lands import fra og eksport til det andet land sammen, og divideret dette tal med landets BNP. På den måde har man fået et tal for hvor meget af et givent lands BNP der består af samhandel med det andet land i en given sag, og dermed graden af interdependence (Oneal og Russet 2003, s. 275).
Endelig har man bedømt graden af medlemskab i internationale organisationer, på hvor mange internationale organisationer, som begge stater i en given sag har været medlem af (Oneal og Russett 2003, s. 276).
På den baggrund har man udregnet sandsynligheden for militær konflikt i en sag, med en given placering mht. de tre variable, demokrati, interdependence og medlemskab af internationale organisationer, og sammenholdt denne sandsynlighed, med en anden sag, med en anden placering mht. samme variable. På den måde har man kunne udlede de tre variables betydning for sandsynligheden for militær konflikt mellem stater (Oneal og Russet 2003, s. 271).
Det er vigtigt at understrege, at undersøgelsen kan identificere og påvise en forbindelse mellem variation i de tre variable og sandsynligheden for konflikt mellem stater, men at det er op til teorien at forklare en konkret årsagssammenhæng (Oneal og Russet 2003, s. 277).
Resultatet af den statistiske analyse viser en klar sammenhæng mellem de tre variable og sandsynligheden for konflikt. Denne sammenhæng er påvist ved at holde to af de tre variable konstant, mens man sammenligner en sag hvor den sidste variabel er ved 90’ende percentil, med en sag hvor samme variabel er ved 10’ende percentil.
Analysen viser at hvis den mindst demokratiske stat i en sag er placeret ved 90’ende percentil (nær den mest demokratiske ende), i stedet for en autoritær 10’ende percentil, er sandsynligheden for militær konflikt, hele 86 % mindre. Analysen viser at militær konflikt mellem meget demokratiske stater er meget sjælen, mens konflikter mellem autoritære stater er meget mere almindelige. Konflikter er desuden sandsynlige i sager med en meget demokratisk stat og en meget autoritær stat.
Betydningen af økonomisk interdependence for sandsynligheden for militær konflikt, er ikke så markant, som ved demokrati, men sammenhænget kan påvises. Hvis den mindst interdependente af staterne i en sag er ved 90’ende percentil, vil sandsynligheden for militær konflikt blive reduceret med ca. en tredjedel, i forhold til hvis den var ved 10’ende percentile.
Betydningen af fælles medlemskab i internationale organisationer i en given sag, for sandsynligheden for konflikt, er også tydeligt. En stigning i fælles medlemskab af internationale organisationer til 90’ende percentil, reducere sandsynligheden for konflikt med ca. 40 %.
Hvis alle tre variable vurderes samlet, dvs. graden af demokrati, økonomisk interdependence og fælles medlemskab af internationale organisationer, hæves til 90’ende percentil, for den lavest placerede stat i en sag, reduceres sandsynligheden for militær konflikt med 95 % (Oneal og Russett 2003, s. 278).
Realismens argumenter mod tesen om liberal fred
Meget kritik af den liberale tradition, stammer fra den realistiske tradition. Med
udgangspunkt i et ’pessimistisk’ menneskesyn, bygger realismen på en cyklisk historieopfattelse, hvor ’history is the same damn thing over and over again’. Staternes første prioritet er stadig at overleve, interaktion forgår stadig i et statssystem hvor der hersker anarki, og selv-hjælp er stadig afgørende, idet der ikke er nogen til at passe på staten i et sådan system, end staten selv. Stater opruster derfor i et forsøg på at kunne forsvare sig selv, hvilket opfattes som en trussel fra andre stater, som også opruster. En situation der i sidste ende resulterer i krig mellem stater (Jackson og Sørensen 2003,
s. 125).
Den råde tråd i realismens kritik liberal teori, og tesen om liberal fred, er at der trods store forandringer i staters interaktionsmønstre, som realismen anerkender, stadig eksistere et anarkisk statssystem, som vil blive ved med at eksistere, og som betyder usikkerhed for staterne (Jackson og Sørensen 2003, s. 127).
Realismens argument mod republikansk liberalisme er at fred mellem demokratier altid kan skifte til krig mellem disse, og at ’dagens venner meget vel kan vise sig at være fjender i morgen’. Desuden er der ikke nogen garanti for at stater vil vedblive med at være demokratier, og at de ikke ændre sig til autoritære stater eller andre former for ikke-demokratier (Jackson og Sørensen 2003,
s. 126).
Denne argumentation virker som et forsøg på at understrege, at realisme stadig kan få større betydning igen! For det er klart, at der er en sandsynlighed for at demokratier kan føre krig mod hinanden, hvilket tesen om liberal fred heller ikke udelukker, og at demokratier kan blive til ikke-demokratier. Men med udbredelsen af demokrati, og en omfattende samarbejde mellem demokratier, er denne sandsynlighed kraftigt reduceret. Der er også eksempler på demokratier, hvor det ville være utænkeligt med en tilbagegang til et autoritæret system, dels fordi demokrati er dybt institutionaliseret og nyder meget stor opbakning i befolkningen, og dels fordi det ville bringe statens gode relation til andre demokratier i fare. Det er således utænkeligt, at for eksempel et EU-land ville gå tilbage til et autoritæret system, og derfor er den historiske udvikling for disse lande irreversible, på dette område. På samme måde er sandsynligheden for krig mellem disse lande ekstrem lille, fordi omkostningerne simpelthen ville være altoverskyggende, ikke mindst på baggrund af det meget omfattende samarbejde.
Realismens argument mod Interdependence liberalisme er at økonomisk interdependence ikke er noget nyt, og at denne interdependence ikke tidligere har været i stand til at forhindre krig. Andelen af eksport i verdens BNP var mindre i 1970 end i årene fra 1880-1910. Den kraftige stigning i verdenshandlen i perioden 1950-170, som liberale betragter som tegn på stor interdependence, er ikke andet end en stigning fra et unormalt lavt niveau, på grund af de to verdenskrige og Den store depression, i første halvdel af 1900-tallet (Jackson og Sørensen 2003, s. 125).
Det er meget muligt at økonomisk interdependence ikke er et ny fænomen, men den sociale - og teknologiske udvikling, ikke mindst i sidste halvdel af 1900-tallet, har stor betydning hvordan økonomisk interdependence påvirker sandsynligheden for krig. I dag er der større bevidsthed i befolkningen omkring den økonomiske interdependence, og hvilken betydning det har for velfærden. Derfor må det forventes at politiske beslutninger, der bringer samhandelen i fare, bedømmes af befolkningen på et andet grundlag end tidligere.
Desuden er der mange demokratiske lande, særligt i Vesteuropa, hvor befolkningen i dag nyder en grad af velstand, som ikke tidligere har været tilfældet, og som befolkningen ikke vil sætte på spil. Hvad man ikke har, kan man ikke miste, men hvad man har vænnet sig til er svært at undvære, og hvis det kan undgås, vil det være bedst.
Altså kan det godt være at den økonomiske interdependence ikke er noget nyt, men udviklingen på det politiske -, sociale – og teknologiske område giver denne interdependence en helt anden betydning end tidligere.
Realismen argumenterer også mod den betydning Liberal institutionalisme tilskriver internationale organisationer. Til trods for at stater samarbejder i internationale organisationer, har disse organisationer ingen betydning i sag selv. Internationale organisationer udgør blot rammerne for en magtfundert interaktion mellem stater, hvor den stærkeste vinder. Uden et overnationalt magtmonopol, ændre internationale organisationer ikke ved, at statssystemet er anarkisk, og at stater er selv-hjælpende (Jackson og Sørensen 2003, s.129).
Spørgsmålet er hvor meget orden der trods alt er i anarkiet, og hvor meget internationale organisationer kan påvirke selv-hjælpende stater, uden tilstedeværelsen af et overnationalt magtmonopol. Inden for samfundsvidenskaberne er der i dag stor tilslutning til at ’institutions matter’, og at institutioner påvirker medlemmernes rationale og præferencer.
Der er mange eksempler på at kollektivt fastsatte fælles normer, værdier og strategier, sætter begrænsninger for staters muligheder, uafhængigt af disses magtposition, ikke mindst i forbindelse med EU og WTO. Det kan ikke modsiges at staters magtposition, også har meget stor betydning inden for internationale organisationer. Men de enkelte staters magt bliver gennem internationale organisationer, sat overfor den magt andre stater har til sammen i en fælles sag, hvorfor der kommer en form for orden i systemet, selv uden et overstatsligt voldsmonopol, som kan minde om det nationale demokratiske system.
Endelig er der en realistisk argumentation mod den kausallogik, som tesen om liberal fred bygger på, nemlig at demokratisk styrform reducere sandsynligheden for krig, og dermed påvirker det internationale system. Realister argumenter for at det forholder sig omvendt, således at de forhold det internationale systems struktur, der determinere staters eksterne forhold, også har afgørende betydning for udformningen af staters nationale politiske system. Der argumenteres for at jo større en ekstern trussel en stat står overfor, eller tror at den står over for, jo mere vil statens udenrigspolitik blive bestemt på et ’autoritæret’ grundlag, og jo mere centraliseret vil statens politiske struktur være (Layne 1994, s.45).
Men realismens forklaring er ikke falsificerbar, idet forklaringen på at en stat bliver mindre demokratisk, altid kan findes. Hvis der ikke findes beviser for en konkret ekstern trussel, kan den mindre demokrati forklares med, at staten selv var overbevist om, at der fandtes en trussel.
Det er også tvivlsomt hvor meget demokratiet ’forstyrres’ i tilfælde af en ekstern trussel. Der er mange eksempler på demokratiske lande, der til trods for stor ekstern trussel, stadig fastsætter deres udenrigspolitik på fuldstændig demokratiske præmisser, under uændrede omstændigheder, og i åbne demokratiske institutioner. For eksempel USA og andre Vesteuropæiske lande under den kolde krig; USA, Danmark og Storbritannien som er i krig på nuværende tidspunkt, og ikke mindst Israel.
Litteratur
Jackson, Robert og Sørensen, Georg: “International relations, theories an approaches”, Oxford University Press, New York, 2003
Layne Christopher: ”Kant or Cant, the myth of democratic peace”, International Security, side 5-49 vol. 19, nr. 2., 1994
Oneal, John R. og Russett, Bruce: “finding peace in a world of hegemony and terrorism”, Oxford University Press og Japan Association of International Relations, 2003
PDF VERSION
